Jeg ved det sjette mord i psykiatrien vil blive en realitet, det står mig ganske klart. For der er ingen voksne og ansvarlige der tager os alvorligt, og alting er stadig det samme.

Jeg er erstattelig på min arbejdsplads, der blot vil ansætte en ny som med tiden vil overtage mine funktioner.
Men som mor, hustru, søster og datter vil jeg til enhver tid være uerstattelig.

Tiden der er passeret siden Vivis tragiske død, har været en periode med stor sorg for hendes efterladte, men i høj grad også alle kollegaerne.
Det har givet et sug i maven hos størstedelen af de ansatte indenfor området, og mange har som jeg selv overvejet hvorvidt jobbet er denne risiko værd.

At risikere sit liv ved at tage på job velvidende, at forholdene er uacceptable og kritiske mange steder.
Forvaltningen sprang op af stolene, store ord blev drøftet i regeringen og medierne holdt et skarpt nyhedsdække på vores arbejdsforhold.
Det giver derfor en bitter smag i munden som ansat, at lytte til den infame stilhed der er her i eftermælet.

Om jeg kigger rundt på området med et fagkritisk blik, så er der blot iværksat en masse nye sikkerhedstiltag som på den lange bane har besværliggjort mit arbejde.
Men jeg ved da godt, at jeg bare er en i mængden af ansatte indenfor socialpsykiatrien, der med lethed kan erstattes.

Dette bevirker at jeg går stille med dørene og når arbejdstilsynet kommer krydses, der fingre for en grøn smiley.
For jeg ved jo godt at alt andet vil betyde endnu flere håbløse tiltag, der ikke mindsker risikoen for jeg bliver slået ihjel. Men den vil med stor sandsynlighed øge afstanden mellem borgerne og jeg.

Reflektionen og ikke mindst retfærdiggørelsen overfor mine kære derhjemme, min mand og børn.
Hvorfor jeg trods faren ved, at tage på job alligevel vælger, at møde op hver dag.
Det har ikke været muligt, at finde et argument der kan opveje savnet og sorgen de vil stå med.
Vidende om at jeg betalte med mit liv for, at beholde mit job i det skæve hus på Nørrebro.

En arbejdsplads jeg som ansat har været dedikeret til gennem 20 år, og dette tætte tilhørsforhold til kollegaer og borgere er for mig uerstatteligt.
Men er det mit liv værd, det tænker jeg aldrig det vil være.
Så hvorfor finder jeg ikke bare et andet job, indenfor et andet felt i stedet for hele tiden, at brokke mig og råbe op.

Det skyldes helt simpelt, at de mennesker jeg hver dag går på arbejde for er ligeså udsatte for, at komme til skade eller at blive slået ihjel, som os ansatte.
Deres vilkår er nøjagtig de samme, blot går de ikke hjem efter endt arbejdsdag. De bliver her og det er alt de har, det er jo deres hjem.
Kraften og overskuddet til, at råbe omverdenen op er ikke tilstede hos størstedelen.
Hverdagen er kompleks og uoverskuelig i forvejen, så stemmerne stilner hen.
Derfor vedbliver jeg med at råbe for os alle sammen i det skæve hus på Nørrebro.

Det seneste pip fra forvaltningen har været søsætningen af grundfortællingen, men der er ikke meget redningsplanke i denne.
Med risiko for at fornærme de ansvarlige vil jeg sige, at den er på grænsen til det latterlige.
At spise vores område af med et tiltag, der som udgangspunkt indbefatter det vi allerede gør. Når vi har behov for en massiv opgradering af vores arbejdsbetingelser og vilkår.

Vi bliver holdt for nar i denne dybt tragiske forestilling med overskriften “drab i psykiatrien”.
Men vores arbejdsgiver Københavns kommune har glemt, at købe billetter til denne og har i stedet travlt med, at puste på såret og lede efter joden.

Sender en tanke til de efterladte, kollegaer i socialpsykiatrien, samt de borgere der holdes fanget i dette spændingsfelt.
Jeg ved det sjette mord i psykiatrien vil blive en realitet, det står mig ganske klart.
For der er ingen voksne og ansvarlige der tager os alvorligt, og alting er stadig det samme.

Følg nedenstående link for, at læse om dette blogindlæg nævnt på Mia Kristina Hansens blog på avisen.dk

https://www.avisen.dk/bloggere-i-opraab-stilheden-efter-drabet-paa-vivi-er_469597.aspx

Favn livet Lene