Der var engang hvor jeg følte stolthed over mit fag og mit virke. Hvor mit blik var opmærksomt på både mig selv og mine omgivelser. Jeg favnede andres utryghed og uro i et snuptag og efterlod dem med fornyet tro på vejen frem. Mine kollegaer var vigtige sparringspartnere men også mine støttepæle i stormvejr. Dengang kunne man regne med mig og jeg stolede på min egen dømmekraft. Når jeg fortalte om mit job var det med farve og kulør. Som årene gik blev der mindre og mindre af den, altså tiden. Som tiden gik fyldte opgaverne, forventningerne, kompleksiteten, ansvaret, kontrollen, bureaukratiet alt sammen mere og mere. Som tiden gik mindskedes nærværet, anerkendelsen, sparringen, selvværdet, fagligheden, lysten, udviklingen, indflydelsen mere og...
