Det er lettere at være professionel end pårørende….

På vej mod 6221 på Riget som så mange gange før, har en aftale med en af deres dygtige læger denne eftermiddag. Mit hjerte er på vej op i halsen og mine hænder er svedige, tankerne har heldigvis langsomt fundet sig til rette så jeg har styr på de spørgsmål jeg snart skal stille. Har bare fødder på asfaltens ujævne underlag og småstenene stikker under mig, som en reminder om at livet også kan påføre smerte. Men jeg har fjernet den minimale beskyttelse mod dette jeg havde med samme morgen i form af et par røde ballerinaer.  De viste sig at være mere i vejen end til gavn og derfor bevæger jeg mig nu i slowfox tempo mod afdelingen hvor lægen...

Den menneskelige losseplads

  Den menneskelige losseplads er stedet hvor alt der er gået fra hinanden, revnet, ude af funktion havner i en stor pærevælling. Jeg arbejder som blå mand på en af disse menneskelige lossepladser hvor kommunen ser det som sin opgave at hælde mennesker ned i, der ikke er brugbare længere for det eksisterende samfund. Her gør det ikke noget at tingene flyder, om der er væggelus og menneskelort spredt rundt omkring. Lugten af pis kan virke overvældende for udefrakommende men man kan vænne sig til meget heldigvis. Livet leves fra hånden til munden på denne losseplads og det betyder ikke alverden om, der er en der går til i sit eget møg. Her handler det om at balancere i mellem...

Det lugter grimt når der skides i egen rede og det kan være svært at få lugten til at gå væk igen.

Det går så stærkt efterhånden at jeg har svært ved at mærke hvorvidt jeg gør en forskel eller ej. Snører løbeskoene med dobbeltknude for at sikre de ikke går op gennem dagen, der er ingen grund til ekstraopgaver. Helligdagene er overstået for de fleste af borgernes skyld, for nogen har det betydet en pause i antabusbehandlingen og for andre har de blot overlevet begivenhederne ved, at sove i gennem det hele. Højtider er en svær størrelse for de fleste herinde i det skæve hus, da det bevidner hverdagens ensomhed i endnu højere grad. Det gør ondt indeni når jeg oplever ikke at kunne være der for alle gennem en tung periode hvor ensomheden vælter dem omkuld i deres bolig, og...

Alkohol, psykisk skrøbelighed og løse håndled er en dårlig kombination.

Den sociale arv har klappet sig ivrigt på lårene, da den smuglyttede til din historie. Alt for ordinært og lige efter bogen fortællingen om en far og en mor, der skulle have haft en håndsrækning inden de valgte at sætte to drenge i verden. Alkohol, psykisk skrøbelighed og løse håndled er en dårlig kombination. To små drenge, der vokser op i en familie hvor de våde varer får overtaget den lange ende af omsorgen. Sociale myndigheder, fjernelse fra hjemmet, børnehjem, familiepleje og her sidder du så i dag med resterne af et liv fuld af tørre tæsk fra alt for mange kanter. Jeg beundrer dit mod til fortsat at tage livet alvorligt og hver dag forsøge at tage del af...

Du har ikke styr på en skid!

Distanceret og fjern i blikket, følger mindre og mindre med i det der sker omkring ham. Efter kort tid, farer han op af stolen og siger han må gå. Involverer os ikke længere i hans liv. Aflyser de fleste aftaler om at ses, tager ikke telefonen når vi ringer eller cutter os af med flosklen om, at alt er ok. Glider som en fisk i vandet mellem hænderne på os, væk på et splitsekund og det er uvist hvornår vi ser ham igen. Vores barn er fanget ind i en verden hvor hashen er vigtigere end relationen. Hvor hver dag er afgørende for, at få ham hentet hjem igen til hverdagen uden misbrug. Men livet har sat sine spor i...