Når jeg ikke som nu sidder begravet i dynens beskyttende bomuld, halser jeg rundt som socialpædagog i psykiatrien. November har ramt mig med en fridag, der føles velfortjent og smagen efter flere sætter sig på tungens smagsløg. Mit hoveds følelse af, at være sat på en uendelig karruseltur mindskes lidt i styrke. Det forgange halve års slid der har medført, at jeg er endt med at udføre mit job på benpiberne, sidder i hver en celle af min krop og psyke. En følelse af at have kæmpet en ulige kamp på fronten med massive tab i form af faldne soldater, har efterladt en følelse af opgivenhed indeni. Der var engang hvor jeg satte en stolthed i aldrig at være syg,...
