Paw så ramte den moralske stress…

Der var engang hvor jeg følte stolthed over mit fag og mit virke. Hvor mit blik var opmærksomt på både mig selv og mine omgivelser. Jeg favnede andres utryghed og uro i et snuptag og efterlod dem med fornyet tro på vejen frem. Mine kollegaer var vigtige sparringspartnere men også mine støttepæle i stormvejr. Dengang kunne man regne med mig og jeg stolede på min egen dømmekraft. Når jeg fortalte om mit job var det med farve og kulør. Som årene gik blev der mindre og mindre af den, altså tiden. Som tiden gik fyldte opgaverne, forventningerne, kompleksiteten, ansvaret, kontrollen, bureaukratiet alt sammen mere og mere. Som tiden gik mindskedes nærværet, anerkendelsen, sparringen, selvværdet, fagligheden, lysten, udviklingen, indflydelsen mere og...

Mennesker med psykiske lidelser drømmer også…

Mennesker med psykiske lidelser vil også have lov til at drømme, og langt de fleste drømmer om en bedre fremtid.  Alle mennesker drømmer, drømmer om noget andet, noget mere end det der er lige nu.  Drømme er uden omkostning, hemmelige for nogen og svære at definere og skabe for andre. Men alle burde vi have ret til at drømme, og få realiseret nogle af de drømme vi bærer rundt på. I perioder bærer jeg håbet for et andet menneske, det sker i øjeblikke der kan strække sig over dage, uger, måneder, der hvor håbet er for tungt at bære selv. Eller der hvor håbet ikke er synligt eller velkomment, da noget andet blokerer for udsigten til et bedre liv. Når...

Man er sin egen lykkes smed…

Husk at være dig selv nærmest, det betaler sig ikke at hjælpe sin næste.  Aldrig har vi løbet stærkere i det offentlige og aldrig har der været stillet den mængde af krav og forventninger til vores arbejdsindsats som der gør i dag. Det er arbejdsgivers marked og vi bliver slagtet som ubrugeligt kvæg i denne tid hvor økologi og veganerkost er i højsædet, om vi ikke speeder op og følger med strømmen.  Den dag benene knækker sammen under os står en ny klar til at overtage det du ikke kunne magte at håndtere, og hvor kynisk det end måtte lyde så er takken for din indsats med stor sandsynlighed en fyreseddel på gråt papir.  Alle os der render livet af...

Jeg er efterhånden blevet vant til at miste…

Jeg er efterhånden blevet vant til at miste…. gennem årene har jeg nemlig mistet en del. I sin tid var bygningen jeg arbejder i et plejehjem og døden var en fuldstændig naturlig del af min hverdag. Dengang var den symbolet på livets afslutning og forbundet med noget smukt og til tider svært. Ikke alle ældre var klar til at give slip på livets indhold og andre gange var det de pårørende der klyngede sig fast. Med tiden ændrede bygningens klientel sig og blev erstattet af socialpsykiatri og det før så stille hus blev skævt og larmende.  Salg af stoffer og røg i alle kroge udfasede duften af alderdom og glemsomhed. Døden fandt andre veje at gå og jeg vænnede mig...

Vi er på dinosaur niveau i psykiatriens udvikling…

Vi taler om ligeværd og inklusion af borgerne i psykiatrien. Men hvor er ligeværdigheden når det handler om voldsomme hændelser set fra et borgerperspektiv?  Efter 20 år som ansat i socialpsykiatrien må jeg erkende, at forholdene har ændret sig markant. Borgerkompleksiteten er steget og alt for mange borgere med domme placeres hos os uden omtanke for hvad dette betyder for hverdagen på bostederne. Hos personalet har dette betydet en skærpet opmærksomhed på sikkerhed og anvendelsen af risikovurderinger. Alt sammen sat i søen for at sikre os bedre arbejdsbetingelser og sørge for at vi ikke går i stykker enten fysisk eller psykisk af at arbejde i disse til tider ekstreme forhold. Men hvor henne er borgerperspektivet og vores fokus på borgernes sikkerhed...