Vi er på dinosaur niveau i psykiatriens udvikling…

Vi taler om ligeværd og inklusion af borgerne i psykiatrien. Men hvor er ligeværdigheden når det handler om voldsomme hændelser set fra et borgerperspektiv? 

Efter 20 år som ansat i socialpsykiatrien må jeg erkende, at forholdene har ændret sig markant. Borgerkompleksiteten er steget og alt for mange borgere med domme placeres hos os uden omtanke for hvad dette betyder for hverdagen på bostederne.

Hos personalet har dette betydet en skærpet opmærksomhed på sikkerhed og anvendelsen af risikovurderinger. Alt sammen sat i søen for at sikre os bedre arbejdsbetingelser og sørge for at vi ikke går i stykker enten fysisk eller psykisk af at arbejde i disse til tider ekstreme forhold.

Men hvor henne er borgerperspektivet og vores fokus på borgernes sikkerhed og tryghed. Er vi overhovedet klædt på til at kunne håndtere deres overlevelse i de voldsomme hændelser de også oplever og aldrig kan tage hjem fra som vi kan. 

Hvad stiller borgerne op med deres utryghed når naboer eller genboer går amok på det fællesområde som befinder sig lige ude på den anden side af deres hoveddør.

Hvordan sikrer vi at borgerne får retmæssige livsbetingelser i forhold til at de ikke kommer til skade på vej ud af døren, hen af gangen på fællesarealet og ud på gaden. For der er ingen bagdør ud af boligerne, så alle skal passere fællesarealet for at komme ud.

Det sker nemlig at naboer eller genboer periodevis får det så skidt indeni, at de tyer til meget voldsomme udadreagerende handlinger. Møbler der bliver smadret og kastet gennem luften lige forbi en tilfældig borgers hoveddør og hvad om vedkommende lige i dette øjeblik var på vej ud af deres dør.

Ovenstående er virkeligheden for de mennesker der bor på de socialpsykiatriske bocentre i Københavns kommune. Men er det en rimelig virkelighed og hvordan sikrer vi at mennesker der i forvejen er udsatte og skrøbelige udsættes for et yderligere pres.

Når borgerne oplever voldsomme hændelser hvor går de så hen med deres angst og usikkerhed andet end til os personalet og er vi klædt ordentlig på til at varetage denne opgave?

Som personale i selvsamme situation vil vi sikre os defusing, debriefing, supervision og sparring med vores kollegaer. Vi vil udfylde registreringer og gennem alle disse processer vil vi arbejde os psykisk gennem forløbet hvilket er så væsentligt for at kunne komme videre.

Jeg har som ansat også mulighed for at blive tilknyttet Falck healthcare og få psykologsamtaler. 

Men denne mulighed har de mange borgere på bostederne ikke, de må gå til personalet, deres pårørende eller til ledelsen. 

De kan anmelde hændelser de har været involveret i på en eller anden vis, men der er jo ikke tale om en psykisk bearbejdning af noget der på sigt kan vise sig at være traumatiserende.

Næ borgerne skal blot indordne sig og tolerere forhold og vilkår som ingen mennesker ville i deres private lejlighedskompleks eller på deres villavej. 

Jeg tænker vi har meget at lære i socialpsykiatrien og der er lang vej endnu førend vi kan tillade os at tale om ligeværd, inklusion og borgerinddragelse når vi stadig ikke tilbyder lige vilkår i sikkerhed og voldsomme hændelser. 

 

Bekymrede hilsner fra en socialpædagog i psykiatrien på Nørrebro

Favn livet Lene