Engang var jeg en mor, nu er jeg også en kvinde…

Den sommer mine børn flyttede hjemmefra efterlod de et stort hul indeni, selvom vi alle vidste det var naturligt og ville ske, så var jeg på ingen måde forberedt på den tomhed det ville afstedkomme. Siden mit 19 år har mit liv i høj grad handlet om moderskabet og alt hvad det indebærer af bleskift, amning, vågne nætter og at lære et lille nyt væsen at kende. Lære at tyde dets signaler og sprog der i starten virker voldsomt uigenkendeligt. Som at tage et VUC kursus i kinesisk, jeg var lost helt lost. Men stille og roligt indfinder roen sig til, at lære alt det nye gennem følelsen af, at elske noget udover sig selv betingelsesløst. En kærlighed ud over...

Panodilpigernes smuthul!

Det er tidlig morgen jeg vågner efter en nat med muskelsmerter, og bevæger mig ud i køkkenet for at finde et gram Panodil. I pakken ligger en enkelt panodil a 500 mg og griner af mig. Øv det er typisk når jeg har brug for 1 gram til at dulme mine smerter så jeg kan komme godt i gang med dagen, så er der kun 1 tilbage. Normalvis tager jeg helst ikke medicin, i forbindelse med mit arbejde uddeler jeg store mængder af dette dagligt. Dette har bevirket at jeg i mit eget liv forholder mig yderst kritisk til medicin indtag og helst søger andre muligheder. Men denne mandag morgen ville det have været herligt med to stk Panodil. Irritationen...

Fabrikken Danmark producerer ensomhed, fattigdom og udsathed.

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Symbolikken i dette smager harsk og bittert. Må erkende at det er svært at finde følelsen af samhørighed og forbundethed frem efterhånden. Vi avler hjemløse, fattige, kronisk syge og ensomme sjæle på vores fabrik. En mand sidder alene i en lejlighed på Amagers land. Diagnosen gav ham privilegiet til at få disse fire vægge til, at holde sammen på ham. Selv har han indfanget to katte for at holde ham med selskab. Dette for at sikre at han holder livet ud som han selv siger. Men katte er deres egne og de stiller ikke de store krav som ellers kan være nødvendige for at flytte sig i livet. Livet kan være...

Ensomheden forsvinder nu ikke når hjemmehjælpen har været der, det gør kun det våde lagen.

Vågner tidligt denne morgen.  Som morgenen før denne og ja faktisk er det vel egentlig det samme hver morgen. Kan ikke længere erindre præcis hvordan det plejer at være. Uret der står placeret på sengebordet viser 4.30, det er stadig mørkt udenfor. Der var noget der vækkede mig. Kan mærke at min blære er på sit bristepunkt måske er det derfor, og munden føles tør. Drejer hovedet og kigger på natbordet efter glasset med vand, men der står kun det hvor tænderne ligger i. Hjemmehjælperen må have glemt at sætte noget vand i skyndingen i går aftes, da de liftede mig i seng. Der er stadig længe til klokken 8 når hjemmehjælpen kommer. Har svært ved at abstrahere fra hvor...