Engang var jeg en mor, nu er jeg også en kvinde…

Den sommer mine børn flyttede hjemmefra efterlod de et stort hul indeni, selvom vi alle vidste det var naturligt og ville ske, så var jeg på ingen måde forberedt på den tomhed det ville afstedkomme. Siden mit 19 år har mit liv i høj grad handlet om moderskabet og alt hvad det indebærer af bleskift, amning, vågne nætter og at lære et lille nyt væsen at kende. Lære at tyde dets signaler og sprog der i starten virker voldsomt uigenkendeligt. Som at tage et VUC kursus i kinesisk, jeg var lost helt lost. Men stille og roligt indfinder roen sig til, at lære alt det nye gennem følelsen af, at elske noget udover sig selv betingelsesløst. En kærlighed ud over...

Undskyld jeg var blot en mor, der ikke længere kunne leve et liv med far.

Til jer mine elskede børn❤ Sidder her i eftertænksomhed med et sørgmodigt tilbagekast på det liv jeg trak ned over ørerne på jer. Når to voksne mennesker vælger at blive en far og en mor, vælger et liv sammen på godt og på ondt. Når det en dag opleves at være mest på ondt og det gode, der fyldte ubetinget hver en celle af ens forelskede krop er sluppet op. Kærligheden ebbede ud og hverdagen overmandede en med et knock out så voldsomt at vejene måtte skilles. Man skal ikke blive sammen for hver en pris, men den største pris har jeg erfaret den betalte i. At dele en familie over på midten, at skille en mor og en far....

Det er lettere at være professionel end pårørende….

På vej mod 6221 på Riget som så mange gange før, har en aftale med en af deres dygtige læger denne eftermiddag. Mit hjerte er på vej op i halsen og mine hænder er svedige, tankerne har heldigvis langsomt fundet sig til rette så jeg har styr på de spørgsmål jeg snart skal stille. Har bare fødder på asfaltens ujævne underlag og småstenene stikker under mig, som en reminder om at livet også kan påføre smerte. Men jeg har fjernet den minimale beskyttelse mod dette jeg havde med samme morgen i form af et par røde ballerinaer.  De viste sig at være mere i vejen end til gavn og derfor bevæger jeg mig nu i slowfox tempo mod afdelingen hvor lægen...

Lavede en mosaik af stumperne fra min barndom

Tvivlende om du viste dig at være en stor mand eller forevigt skulle fremstå som en kujon.  En der lægger hænderne på, en der ikke kan holde hænderne for sig selv. Min verden gik i stykker den dag, min barndom sprængtes til atomer.  Min krop ramte en landmine og alt faldt fra hinanden. Tvivlen der fylder mit indre er min, at tage med alle vegne jeg ser og er.  Den nager indeni og æder min kærlighed til dig.  Tvivlen ingen kan tage fra mig, den er min at bære som en lænke om mine fødder, på mine hænder, omkring mit hjerte. Jeg vil så gerne kunne mindes med glæde det du var engang, men blikket tilbage i tiden gør for...

Panodilpigernes smuthul!

Det er tidlig morgen jeg vågner efter en nat med muskelsmerter, og bevæger mig ud i køkkenet for at finde et gram Panodil. I pakken ligger en enkelt panodil a 500 mg og griner af mig. Øv det er typisk når jeg har brug for 1 gram til at dulme mine smerter så jeg kan komme godt i gang med dagen, så er der kun 1 tilbage. Normalvis tager jeg helst ikke medicin, i forbindelse med mit arbejde uddeler jeg store mængder af dette dagligt. Dette har bevirket at jeg i mit eget liv forholder mig yderst kritisk til medicin indtag og helst søger andre muligheder. Men denne mandag morgen ville det have været herligt med to stk Panodil. Irritationen...