Frihed under ansvar hvor blev det af!

Jeg vil gerne anmelde et voldsomt tilfælde af tyveri. Det har fundet sted ved højlys dag, og der skulle gå årevis før jeg opdagede det havde fundet sted. Det drejer sig om min arbejdsgiver Københavns kommune, de har stjålet min tid i så massiv en mængde, at jeg ikke kan nå at være nærværende og i øjenhøjde med borgerne gennem en arbejdsdag. Da jeg i sin tid blev ansat i socialpsykiatrien var jeg kun i starten af 20’erne fyldt med gåpåmod og troen på, at arbejdet med udsatte mennesker betød noget. Min arbejdsplads formåede at klæde mig fornuftigt på til de udfordringer og opgaver jeg skulle udføre. Med tillid til at jeg i kraft af min uddannelse kunne favne og...

Tak for dig der er medvirkende til, at jeg hver dag har noget at stå op til🙏

Kære dig jeg møder som en del af mit arbejde i socialpsykiatrien. Tak fordi du bærer over med mig når du gang på gang møder mig fortravlet på gangen eller fuldt beskæftiget på kontoret. Tak fordi du tilsidesætter dine egne problemer og udfordringer i hverdagen, for at give andre eller mig den hjælp og støtte jeg kan stå og mangle. Som at få hentet frokost op fra kantinen eller en appelsin i boligen, når maven den knurrer. Tak for trøst og omsorg fra dig når hovedet værker af begyndende migræne fordi arbejdsdagens tyngde bevirker for lidt væske, toiletbesøg og måltider. Selvom jeg får den betalt af kommunen. Tak til dig der favner og rummer dine naboer og genboer ved, at lytte og...

At se mennesket bag diagnosen!

At se mennesket fremfor diagnosen, at evne at møde mennesket hvor det er lige nu, at møde mennesket med overskud og ligeværd. Man ville blive stemplet som udbrændt, opslidt og færdig i sit arbejde om ovennævnte profetier ikke var målet for ens pædagogiske arbejde. Det er vigtigt at møde borgerne med overskud og huske ikke at tage dem med hjem. Det skylder du borgerne og i stor udstrækning vel også dine arbejdsfæller. Der er dage hvor jobbet fylder så massivt at mine løsningsforslag kredser omkring opsigelse, omskoling eller langtidssygemelding. Men formår nu alligevel at rejse mig fra der hvor jeg faldt og fortsætte hvor jeg slap. Min spejling er i de mennesker jeg går på arbejde for, uden dem havde...

Jeg græmmes!

“Jeg græmmes”, sagde Søren Brun og må indrømme denne følelse også er nået til min virkelighed i psykiatrien. Heldigvis er jeg ikke bruger af psykiatrien endnu, kun ansat indenfor den. Så jeg kan stadig nå at slippe væk, mens forstanden er til det. Psykiatrien har været en betydningsfuld del af mit virke gennem de sidste to årtier, og man siger at af skade bliver man klog. Må desværre konstatere at dette ikke har gjort sig gældende her. Udviklingen i psykiatrien er regredieret så trods det at vi føler, at være nået så meget længere end det hvide snit og eksperimenteren med LSD forsøg har vi ikke udrettet mirakler om i spørger mig. Mennesker med en psykisk skrøbelighed behandles til stadighed...

Når psykiatrien slår ihjel!

Hver dag svigtes et utal af patienter i vores akutpsykiatri rundt omkring i hele landet. De svigtes fordi der ikke tages hensyn til deres individualitet. De mister deres medbestemmelse og ingen har tid til at lytte til deres historie. Tiden er knap og kostbar, bruges primært på at opdatere sig gennem tidligere epikriser og faglige drøftelser omkring den medicinske behandling. Når overbelægninger og manglende ressourcer medvirker til at individet mister sin betydning og erstattes af objektet. Når det der skulle være et frirum, en velfortjent timeout fra livet når det maser sig på, i stedet udvikler sig til et ophold der kan ende med tvangsforanstaltninger, overgreb på integriteten samt en overladelse til sig selv. Jeg skammer mig over at være en...