Frihed under ansvar hvor blev det af!

Jeg vil gerne anmelde et voldsomt tilfælde af tyveri. Det har fundet sted ved højlys dag, og der skulle gå årevis før jeg opdagede det havde fundet sted.

Det drejer sig om min arbejdsgiver Københavns kommune, de har stjålet min tid i så massiv en mængde, at jeg ikke kan nå at være nærværende og i øjenhøjde med borgerne gennem en arbejdsdag.

Da jeg i sin tid blev ansat i socialpsykiatrien var jeg kun i starten af 20’erne fyldt med gåpåmod og troen på, at arbejdet med udsatte mennesker betød noget.
Min arbejdsplads formåede at klæde mig fornuftigt på til de udfordringer og opgaver jeg skulle udføre.
Med tillid til at jeg i kraft af min uddannelse kunne favne og rumme det, og der hvor jeg kom til kort var der mulighed for konstruktiv og lærerig sparring med mine mere erfarne kollegaer.

Jeg voksede med opgaven og fik den fornødne anerkendelse og tro på, at jeg gjorde en forskel, for de mennesker der havde deres dagligdag på bostedet.
Jeg oplevede livets i dets ekstremer og døden som med tiden selvom det gjorde ondt at tage afsked alligevel blev en del af det at have levet. For mange af de mennesker jeg mødte havde levet et liv på kanten.
Jeg gav alt der skulle til af mig selv, balancerede på den professionelle vippe og blev inviteret ind i et utal af universer og fortællinger.
Tiden jeg havde til rådighed var min egen, 37 timer om ugen fordelt over aften/dag/weekend. Jeg tilbragte størstedelen af den sammen med de mennesker der boede på stedet. Det fysiske råderum var større og mere hjemligt end det føles i dag. 
Det var ikke muligt at gemme sig bag en computerskærm dengang for alt vores dokumentation foregik i hånden og i langt mindre udstrækning end i dag hvor den æder tiden hurtigere end den produceres.

Samvær og nærvær var mit pædagogiske redskab, det var ikke noget jeg tænkte dybere over som jeg gør i dag hvor det er i restordre størstedelen af tiden.
Næ, det var implicit at vores primære funktion var at være sammen. Der var også borgere dengang der isolerede sig i boligerne, der følte sig udfordret i det sociale rum.

Men der var langt større mulighed for at lave opsøgende arbejde end der er i dag, hvor det primært handler om at sikre alle er set i forhold til de daglige risikovurderinger, der skal laves.
Dengang var der ikke noget der skulle laves eller partout skulle nåes andet end at sikre alle borgere var set en gang i døgnet. Resten var op til os.

Det var frihed under ansvar fra den samme arbejdsgiver som jeg har i dag nemlig Københavns kommune.

Derfor kan det undre mig hvor på vejen det er gået så gruelig galt at jeg i samme ansættelse på samme arbejdsplads med samme arbejdsgiver og samme arbejdsfelt, kan opleve så markante ændringer der har så fatale konsekvenser for både jeg, mine kollegaer og de mennesker der bor her.

At jeg i dag aldrig har tid til at være tilstede, nærværende og samskabende.
At jeg i dag bruger det mest kostbare pædagogiske redskab “mig” på at udføre skrivebordsarbejde og bureaukratisk tidsspilde i stedet for at være sammen med borgerne. I øjenhøjde, uden konstante forstyrrelser, skal opgaver der venter i baghovedet og et tilsyn på bagtrappen.

Det kræver mod at varetage et job som mit, en del mere end det almindeligvis er muligt at finde på daglig basis.
Jeg betragter ikke nødvendigvis mig selv som specielt modig, jeg er blot et menneske som du.

Som ansat i socialpsykiatrien har vi klart trukket det korteste strå når det kommer til forholdet mellem arbejdsbetingelser og lønforhold.

Det kan forvirre og forarge en garvet pædagog som jeg, at forvaltningsfolk ikke er betænkelige ved det faktum, at borgernes tid med personalet bliver mindre og mindre med årene.

Favn livet Lene