Det kan forvirre og forarge en garvet pædagog som jeg, at forvaltningsfolk ikke er betænkelige ved det faktum, at borgernes tid med personalet bliver mindre og mindre med årene.

Når Socialpsykiatrien skal måles og vejes virker det til, at have større betydning at fokusere på kvantiteten fremfor kvaliteten i det pædagogiske arbejde.
Hvor meget nyt er blevet implementeret, fremfor hvor meget tid og nærvær, der er tildelt den enkelte borger.
Lige præcis derfor kommer ex. handleplansarbejdet til, at fylde ekstremt i målingen af det pædagogiske arbejde.
Men hvor meget af dette arbejde indbefatter i virkeligheden direkte kontakt med borgeren?

Der stilles ingen krav om, at borgeren skal deltage i udarbejdelsen af handleplanen hver 4. måned.  For mange virker omfatningen af dette arbejde så uoverskueligt, at borgeren giver op på forhånd.
Tidsperspektivet til den enkelte borger fremgår ikke nogen steder og virker heller ikke til, at have betydning for forvaltningen. Ikke sålænge kvalitetsstandarden viser, at sikkerhedsprocedurerne overholdes og dokumentationen er udført til punkt og prikke.
UTH, APV, magtanvendelser, registreringer på vold og trusler det er alt sammen for, at sikre sektorovergangene er funktionelle samt, at vores arbejdsmiljø er i orden.

Men al den tid der anvendes på at bevise overfor forvaltningen, at de gængse regler overholdes.
Den stjæler tid fra kerneopgaven, der omhandler det kvalitative produkt, nemlig ansigt til ansigts tid med borgeren.
Der er ikke nogen som holder øje med hvor meget eller hvor lidt tid borgeren rent faktisk får gennem en dag. Andet end borgeren selv og der oplever jeg ofte utilfredshed med, at det er alt for lidt.
I alle krav der stiles imod os som personale er der ingen af dem, der indeholder kravet om tid og nærvær til den enkelte borger. Ej heller et fokus på om dette kostbare redskab tid forfordeles enkelte borgere, ofte de der råber højest.

Tid har gennem de seneste år vundet større værdi for personalet end mange andre pædagogiske virkemidler. Der er ingen vej udenom i vores arbejde om vi vil noget med nogen, er vi nødsaget til at være sammen i længere tid af gangen.
Dette blandt andet for at kunne nå frem til i hvilken retning vi skal bevæge os hen, og i hvilken fart.
Det gamle ordsprog hastværk er lastværk får en uvurderlig betydning anno 2017, for ting tager tid og dette specielt indenfor psykiatrien.

Når vi møder borgeren gennem en afvisning, der alt for ofte begrundes med mangel på tid, forsvarer vi det gerne med, at vi giver ansvaret tilbage til borgeren. De kan ikke behovsudsætte og så videre.
Det er korrekt at mange borgere har svært ved at udsætte behov, og jo vi skal give ansvaret tilbage.
Men jeg oplever at kvaliteten i vores arbejde mindskes gradvist i forsøget på, at følge med de stigende krav og fokus på kvantiteten. Det er ikke muligt at opfylde alle krav i hverdagen og da forvaltningens løftede pegefingre virker mere faretruende end borgernes krav om mere tid, bliver borgerne taberne i dette.

Det er ikke fordi det pædagogiske personale er onde mennesker, det handler i større udstrækning om, at vi er mennesker i mangel af tid og ressourcer.
Prioriteringer i dagligdagen hvor ildebrandsslukninger og skal opgaver ligger øverst, medvirker til at kerneopgaven får lavere værdi.
I den sidste ende bider dette sig i halen, da en nedprioritering af tid og nærvær med borgeren, bevirker dårligere fungerende borgere.

Derfor ønsker jeg for socialpsykiatrien, at forvaltningen stiller det som et krav, at alle borgere får tid og nærvær nok. Dette selvfølgelig på bekostning af noget andet eksempelvis den hovedløse dokumentation, unødige sikkerhedsprocedurer som det seneste tiltag sikkerhedsloggen, optimering af sektorovergangene, samt en mere hensigtsmæssig visitering af borgere til bostederne.

Det kan forvirre og forarge en garvet pædagog som jeg, at forvaltningsfolk ikke er betænkelige ved det faktum, at borgernes tid med personalet bliver mindre og mindre med årene.

Læs også; Mit kostbareste pædagogiske virkemiddel “tid” er i restordre fra producenten og det er uvist hvornår det bliver sat i produktion igen.

Favn livet Lene