Shyss i må ikke sige det højt, men socialpsykiatrien bliver holdt for nar!

Til forvaltningen, FOA, LFS samt andre intressenter.

Shyss i må ikke sige det højt, men socialpsykiatrien bliver holdt for nar!

Socialpsykiatri, hvad vil vi som samfund gerne have det skal være, i dagens Danmark anno 2017?

Det er en bred overskrift og afhængig af hvilken vinkel du taler udfra, så vil svaret være forskelligt.

Men nærliggende vil det være, at rette dette spørgsmål mod de mange ansatte i psykiatriens kommunale tilbud, men i høj grad også lytte til, hvad alle vores brugere af tilbuddene tænker om dette.

Psykiatrien har ændret sig gennem tiden, og det ligger ikke mange år tilbage, at der blev eksperimenteret voldsomt indenfor området.
De psykisk skrøbelige har fungeret som guinea pigs og uvidenhed fra lægestanden har medvirket til en del drabelige oplevelser for mange.
Når det er sagt så er det min oplevelse, at psykiatrien er nået langt på mange områder, deriblandt er der meget fokus på brugernes rettigheder og deres selvbestemmelsesret.

Det er et område, der virkelig har været ramt af nytænkning og samtidig også en løbende besparelse.
Lukning af de store hospitalsafdelinger på Sankt hans hospital, færre psykiatriske sengepladser i regionerne og en udlicitering af ansvaret til distriktspsykiatrien.

Det handler om nærmiljø og kortere indlæggelser, dette fordi det er besluttet, at være en mere optimal løsning for brugeren.
Det lyder jo umiddelbart som en smuk tanke og som udgangspunkt er det jo et område, der har været nødsaget til, at være opfindsomme for få midler.

Som ansat i socialpsykiatrien gennem et utal af år, er det umiddelbart min erfaring, at ovenstående ikke er løsningen og vi oplever et område i opløsning.
Der iværksættes lappeløsninger for, at undgå flere tragiske hændelser, end de allerede 6 forudgående og dette på blot 6 år.
Det er en udvikling indenfor vores område, der burde kalde alle politikerne til vagt i gevær. Desværre oplever vi blot, at der granskes og snages i hvad det mon er, vi som ansatte har gjort forkert eller hvad vi mangler af opgraderinger og ekstra kurser.

Det seneste tiltag er forvaltningens sikkerhedslog, der bevirker at vi endnu engang skal prioritere tid fra kerneopgaven. Vores ansigt til ansigt tid.
Forvaltningen har udarbejdet et tiltag, der bevirker, at jeg som ansat skal holde et skærpet øje med mine kollegaer i det daglige.

– Jeg skal være særlig opmærksom på, at de ikke glemmer, at lukke døren til medicinrummet.

– Jeg skal sikre, at det ikke forekommer, at jeg arbejder alene i situationer hvor, der er risiko for vold, medmindre jeg har et kursus i konflikthåndtering så må jeg gerne.

– Jeg skal holde særlig øje med, at knive og andre spidse genstande er låst inde.

– Jeg skal sikre, at mine kollegaer får hjælp indenfor 5 min i forbindelse med voldsomme episoder.

Oplever jeg en af ovennævnte pkt ikke overholdes så er det min pligt, at dokumentere dette via foto og en beskrivelse af episoden. Der er lavet en udførlig beskrivelse af proceduren i forbindelse med dette.

Forvaltningen forklarer at det er vigtigt, at dette overholdes og prioriteres så vi efterfølgende kan tale med ledelsen om hvad, der kan gøres bedre i den konkrete situation.

Jeg tænker, at forvaltningen har i gang sat denne nye procedure fordi noget må gøres. Der har været 5 mord indenfor 5 år og det har skabt et negativt fokus på området.

Jeg er enig i forvaltningens beslutning om, at noget må gøres.

De seneste mord har udløst en del strakspåbud indenfor området, der har betydet en besværliggørelse af det pædagogiske arbejde, en større stigmatisering af borgergruppen og en endnu større angst fra omverdenen til hvad psykisk syge er i stand til.

Hvornår lytter i til os, der har psykiatrien helt inde under huden, til brugerne og de pårørende.

Det handler om noget helt andet end, at proppe sikkerhedstiltag ned over hovedet på os, at gøre afstanden imellem bruger og ansat endnu større og ikke mindst afstanden i mellem psykiatri og samfund.

Det handler om, at psykiatrien trænger til en ansigtsløftning og dette gælder i høj grad indenfor behandlingspsykiatrien.
Der er ALT for få sengepladser og muligheden for, at færdigbehandle patienterne er for ringe.
Alt for ofte oplever vi brugere, der udskrives før de er klar til, at komme hjem.
Den såkaldte prikkerunde, og dette bevirker psykotiske, angste, suicidale og voldelige brugere florerer rundt i socialpsykiatrien.
De få sengepladser bevirker ydermere, at det er ekstra omfattende, at få brugere indlagt på de lukkede/åbne afsnit, da der i forvejen er overbelagt.
Der er mandeflugt i DPC af dygtige og kompetente psykiatere og sygeplejersker.
Dette forlænger perioden for tilsyn og samtaler mellem behandler og patient/bruger.
Da en del af Sankt hans hospital blev nedlagt forsvandt muligheden for de længere indlæggelser, og dette skal nu ske i nærmiljøet.
Dette kræver mere overskud og en større egenomsorg af brugerne, der skal samarbejde om behandlingen i eget hjem.
Dette bevirker et øget behov for akutte sengepladser i regionen, samt at bostederne skal kunne rumme mere.

Social psykiatrien er blevet en forlængelse af de åbne tilbud i behandlingspsykiatrien men uden mulighed for, at anvende tvang eller sparring med en læge/psykiater, der er lige ved hånden.
Socialpsykiatrien arbejder under serviceloven/aktivloven hvorimod behandlingspsykiatrien fungerer under psykiatriloven, der indeholder langt flere muligheder for indgreb.

I takt med at behandlingspsykiatrien er skåret ind til benet opleves samme tendens indenfor det sociale område.
Flere dårlige brugere og ringere mulighed for indlæggelse øger risikoen for uro, kriminalitet, misbrug og overfald indenfor området.
Det koster en del energi af de øvrige brugere og for personalet medfører det mindre tid til den enkelte.
De der råber højst får mest opmærksomhed som igen går fra de mere stille, tilbageholdende og isolerede brugere.

Ro og synlighed er essentielt i psykiatrien, udadreagerende adfærd og uro smitter negativt på en etage og kræver en endnu større indsats fra alle.
Dette besværliggøres når bemandingen mindskes og sikkerhedsprocedurerne øges.
Der er en ubalance i mellem det, der tilføres området og det, der stilles af krav.

Jeg ønsker ikke mere sikkerhed på bostederne men en opgradering af psykiatrien, der vil betyde flere økonomiske midler og flere ressourcer indenfor hele området.

I ønsket om en velfungerende psykiatri for alle.

Et personale på et bosted på Nørrebro.