Socialpsykiatrien i forklædning som kejserens nye klæder.

“Saa gik Keiseren i Processionen under den dejlige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: “Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke.
“Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. “Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde.”
Hverdagen må fortsætte på Lindegården, for her bor mennesker som er afhængige af at personalet er omkring dem. De har behov for omsorg, kontakt, struktur, støtte til de daglige behov, uddeling af medicin, få ordnet vasketøj,at måltiderne holdes, en samtale når stemmerne fylder, få brudt isolationen og så videre. Opgaverne er mange men hænderne få, ikke mindst nu hvor personalet skal færdes rundt gennem en arbejdsdag med benene bundet sammen til en anden kollega.
Der er lavet strakspåbud om at de skal kunne være i visuel eller auditiv kontakt med en kollega hele tiden. Derudover er hele Lindegården inddelt i zoner, hvor man i de røde zoner skal være to personaler sammen hele tiden.
Hændelsen på Lindegården der stadig tydeligt mærkers på stedet er dybt tragisk og burde ikke være sket. Sikkerheden er øget efterfølgende til det maksimale og hatten af for de kollegaer der stadig vælger at møde op på arbejde hver dag, trods tanken om at det også kunne have været sket for en af dem. Hatten af for de kollegaer der siger fra og i stedet trækker stikket og siger, jeg vil ikke sætte mit liv på spil hver dag, og derfor siger op på Lindegården.
Det er en solrig onsdag morgen og turen går mod Roskilde nærmere bestemt Lindegården. Her skal jeg tilbringe dagen sammen med beboere og personale i hus 8+9.
Den første til at tage i mod mig er en andrik der tager et hvil på de kølige fliser foran hus 9, i døren står to kvinder og tager smilende imod mig.
De udstråler overskud og imødekommenhed, hilser pænt og byder mig velkommen.
Det første jeg udstyres med er en overfaldsalarm og mine ting låses inde, ikke et øjeblik er jeg alene, men oplyses om at jeg og en kollega går sammen rundt hele tiden.
Alle døre vi går igennem åbnes først når det er undersøgt gennem et kamera hvem der kunne stå på den anden side af døren. Det virker til at denne procedure ligger på rygraden trods det at den forfærdelige hændelse der er skyld i alt dette, kun ligger 3,5 uge væk. Der er en enkelt elev i huset, som efter hændelsen altid skal gå sammen med to personaler. Dette betyder også at han bliver den sidste elev på Lindegården for det er der ikke ressourcer til i det lange løb.
Jeg og min nye kollega har køkkentjansen i dag og skal sørge for servering af morgenmaden til husets beboere. Vi brygger en masse kaffe, der er den vigtigste ingrediens indenfor psykiatriens morgenbuffet.
Så skal der skæres brød, og alle knive der når de ikke bruges er låst inde, skal derfor være i mine hænder hele tiden under hele processen. Jeg vasker kniven af og lægger den på plads bag lås og slå, samtidig med at jeg har et øje på min kollega hele tiden og de beboere der har bevæget sig ud i køkkenet.
Det kræver en del opmærksomhed at skulle have et øje på det hele, samtidig med at det ikke skal føles som overvågning hos de beboere hvis hjem jeg er gæst i, af hvilke mange af dem lider af paranoia og forfølgelsesvanvid.
Hver gang min kollega skal gå ud af køkkenet skal jeg med, de få gange jeg husker at gå på toilettet står min kollega på gangen hvor toilettet er og holder øje med der ikke sker mig noget, samtidig med at jeg lytter indefra om alt ånder fred og ro på den anden side. Vasker mine hænder og husker at tjekke i kameraet om der er nogen på den anden side af døren inden jeg går ud.
Udover køkkentjansen har vi også skyllerum med vasketøj og andet. Alle steder vi går rundt er vi sammen, hele tiden med øje for hinanden og hvad der sker omkring os.
Det er en ellers rolig dag på Lindegården, de beboere der er udfarende er indlagte på fjorden. Kun en beboer scores der BVC på og han ligger lavt på denne heldigvis.
Alarmen går og alle springer op og er klar på et splitsekund, men hov det er blot onsdagstjek af alarmen gudskelov.
Tiden iler afsted og morgenmaden går ind i frokosten, og ikke et øjeblik har jeg været alene. Omringet af beboere og min kollega om benet giver ikke meget rum til reflektion og fordybelse. Hvor er muligheden for at have en fortrolig samtale med en beboer, når man altid er to bundet sammen?
Ingen nævner den tragiske hændelse men den sidder i huden, i øjnene og i al bevægelse der er i hus 9.
Opsigelser og sygemeldinger, de der er tilbage skal løbe endnu stærkere men nu med en kollega om benet.
Ildebrandsslukninger har overtaget kerneydelsen og kontaktpersonsarbejdet er skrinlagt.
Oven i det deler 4 beboere et badeværelse hvilket betyder at der skal afsættes langt mere tid og planlægning når beboerne skal støttes til at komme i bad.
I dag er en festdag for en beboer fylder år og der serveres boller og lagkage samt tale fra en medbeboer.
Ind i mellem alle de mange påmindelser om at her er sket noget forfærdeligt og deraf den skærpet sikkerhed, brydes denne af en beboer der synger muntre viser og en anden fortæller vittigheder og får folk til at grine.
Så hverdagen fortsætter på Lindegården, med nyansættelser og afsked med de personaler der har fået nok.
Er det sådan vi tænker hverdagen skal fungere på vores psykiatriske bosteder?
En hverdag hvor to personaler bundet til hinanden løber kapløb med tiden om at nå kerneydelsen, dokumentationen, at give den enkelte beboer et værdigt liv med alt hvad dette indebærer.
En hverdag hvor alle døre ikke må åbnes førend der er tjekket hvem der er på den anden side.
Hvor muligheden for fortrolighed med beboeren forsvinder i kraft af der skal være en kollegaes øjne på dig hele tiden eller du skal kunne høres, hvilket betyder ingen lukkede døre.
Hvor du som ansat ikke har et øjeblik for dig selv, end ikke når du er på toilettet.
Hvor tanken om at alle beboere er potentielle mordere, at alle genstande der kan være eventuelle våben skal være låst inde.
Om beboerne kunne vælge at gå, sige op og finde et andet hjem ville de så gøre dette?
Min dag på Lindegården slutter kl 14.30 hvor jeg fortsætter turen til Roskilde station ekskorteret af den kollega hvis ben jeg har været bundet til gennem hele dagen.
Falder i søvn i toget på vej hjem, mæt af indtryk og tanker om at dette ikke holder i længden.
Men samtidig også en enorm respekt for de personaler og beboere der til stadighed kæmper videre for at holde en hverdag på Lindegården.
Socialpsykiatrien har klædt sig ud som i kejserens nye klæder, alle kan vi se at kostumet ikke holder men der er ingen der siger noget.
The show must go on……..!