Mit job kan ende med at gøre mig syg…

Jeg er ikke længere bange for uhyrer under sengen, monstre i skabet og fredag den 13. er i min optik blot gammel overtro.  Men jeg er oprigtig bange for at blive syg, på grund af de mange år i et arbejdsfelt som er opslidende og usundt på alt for mange områder. De mennesker jeg spejler mig i på mit job lever mange af dem et liv på kanten, uden tanke for at få deres vitaminer, den gode nattesøvn er overvurderet og de anbefalede genstande om ugen i følge Sundhedsstyrelsen er forlængst overskredet.  Forskellen på dem og mig er at rigtig mange af dem ikke har en forventning om at blive gamle.  Enten så tænker de ikke videre over det og...

Ville verden se os om vi sad fanget i en grotte?

  Jeg er klar over at mit arbejde og forholdene omkring dette ikke betyder en tøddel for alle de, der ikke er en del af det. Hvordan skal jeg kunne forvente andet da enhver har nok i sit eget, og det først får betydning i det øjeblik at man selv mærker tyngden, smerten eller sorgen. Det er et vilkår jeg lever med, og den anden vej rundt involverer jeg mig jo heller ikke sønderligt i hvad andre mennesker kæmper med på deres job. Men jeg vil nu alligevel vove springet og dele mine oplevelser med dig eller jer om i er flere der læser med. Mit job vil jeg mene gør mig til den jeg er når jeg er allerbedst....

Måske er jeg bare blevet til en sur kælling!

Møder ind på job som så mange gange før, tager trinene til anden sal og sætter magneten i døren så den åbner.  På gangen sidder en skare af borgere og elever der som noget nyt skal være i praktik i 6 uger.  Det er i min optik alt for kort tid til at lære et så komplekst område at kende som psykiatrien er. Derudover medfører det en endnu større strømning af elever der skal paces igennem praktikken i det der rent faktisk er nogen menneskers hjem.  Mennesker der i forvejen har måtte finde sig i institutionsverdenens kompromis at man skal kunne evne at knytte sig til mange forskellige der kunne stoppe i morgen.  På gangen jeg træder ind på er...

Alt det der ikke tales om..

Kære kollegaer det gør mig så ondt at betragte jer blive slidt op af de usle og urimelige arbejdsvilkår i er underlagt.  At se sliddet sætte sig som spor i jeres bekymrede blik og de opgivende udmeldinger i ytrer.  Jeres mismod og daglige kampe for at hænge sammen gør det endnu sværere, at holde hovedet højt. Jeg ser i gør alt hvad der står i jeres magt for, at løse de daglige udfordringer.  Jeg oplever at i altid møder borgerne med et smil og forsøger at favne dem.  Men jeg lytter også til jeres hjertes suk og mærker når manglen på mad og væske sætter ind. Ser dig kollega der sluger en hurtig bid af din morgenmad først langt op...

Som Colin Bradley pointerer, manglerne i psykiatrien forbigåes.

Faldt over et interessant debatindlæg i JP forleden, der omhandler debatten omkring nedsættelse af tvangen i psykiatrien.  Indlægget er skrevet af Colin Bradley, der er ansat som plejer på Risskov hospital. Derudover er han også bestyrelsesmedlem for Psykiatrilisten i Lystrup. Colin er inde omkring nogle yderst vigtige elementer i sit indlæg, i forhold til det at være ansat i psykiatrisk regi.  Personligt kan jeg opleve at det kan være svært, at finde en ordlyd der præcist beskriver hvad det er mit job indbefatter.  At favne kompleksiteten, den fauna af oplevelser, det følelsesregime der kan være nærmest umuligt at videregive til dem, der aldrig har haft berøring med psykiatrien. Derfor blev jeg så lettet over, at læse Colins indlæg der i...