Alt det der ikke tales om..

Kære kollegaer det gør mig så ondt at betragte jer blive slidt op af de usle og urimelige arbejdsvilkår i er underlagt. 

At se sliddet sætte sig som spor i jeres bekymrede blik og de opgivende udmeldinger i ytrer. 

Jeres mismod og daglige kampe for at hænge sammen gør det endnu sværere, at holde hovedet højt.

Jeg ser i gør alt hvad der står i jeres magt for, at løse de daglige udfordringer. 

Jeg oplever at i altid møder borgerne med et smil og forsøger at favne dem. 

Men jeg lytter også til jeres hjertes suk og mærker når manglen på mad og væske sætter ind.

Ser dig kollega der sluger en hurtig bid af din morgenmad først langt op af formiddagen. Her indtager du den stående uden egentlig at finde ro til dette. Du er altid på vej videre. 

Det gør mig ondt at lytte til alle jeres fortællinger, der vidner om et arbejdsmiljø der er så usundt, at tilsynet burde lukke stedet ned pronto.

Sende alle jer ansatte på rekreation så i kan sunde jer og få selvværdet og følelsen af integritet tilbage. 

Sliddet på jer koster også på hjemmefronten hvor i knapt har noget overskud tilbage,at dele ud af til jeres familier. 

Jeg ville ønske at der blev passet på jer og værnet om de helt særlige mennesker i er hver og en.

I er underlagt et system der ikke vægter at sørge for jeres sikkerhed, udvikling og helbred fysisk og psykisk.

Jeg ved i er bange for at lave fejl der kan have fatale eller ansættelsesmæssige konskvenser.

Jeg ved at i aldrig føler der er tid nok og i alt for ofte går hjem med en følelse af der er noget i har glemt.

Jeg ved at i gør alt hvad i kan, og det er rammerne der er umenneskelige. 

Jeg ved i er bange for at blive udsat for en voldsom hændelse eller trusler på livet.

Jeg hører i bliver råbt af og rummer alle disse frustrationer.

Jeg ved i gerne ville kunne læsse dem af, men der er ikke længere plads til dette. 

Jeg ved at i gerne vil hjem til jeres kære i et stykke, og jeres familier er bekymrede for,at dette en dag ikke sker. 

Husk at i er noget ganske særligt hver og en, at i er faglige og kompetente. 

At i er mennesker der indeholder en empati og indlevelse man skal lede længe efter, ellers havde i forlængst kastet håndklædet i ringen og sagt ‘Fuck jer’.

I jeres arbejde med udsatte mennesker kan i ikke bare vende borgerne ryggen og give op. 

Dette på trods af at ledelse, forvaltning og regering gør dette dagligt uden at blinke. 

Jeg sætter pris på jer mine kollegaer, og uden jer var der ingen grund til at gå på arbejde.

Kærlig hilsen 

En socialpædagog i psykiatrien på Nørrebro❤

Favn livet Lene