Som Colin Bradley pointerer, manglerne i psykiatrien forbigåes.

Faldt over et interessant debatindlæg i JP forleden, der omhandler debatten omkring nedsættelse af tvangen i psykiatrien. 

Indlægget er skrevet af Colin Bradley, der er ansat som plejer på Risskov hospital. Derudover er han også bestyrelsesmedlem for Psykiatrilisten i Lystrup.

Colin er inde omkring nogle yderst vigtige elementer i sit indlæg, i forhold til det at være ansat i psykiatrisk regi. 

Personligt kan jeg opleve at det kan være svært, at finde en ordlyd der præcist beskriver hvad det er mit job indbefatter. 

At favne kompleksiteten, den fauna af oplevelser, det følelsesregime der kan være nærmest umuligt at videregive til dem, der aldrig har haft berøring med psykiatrien.

Derfor blev jeg så lettet over, at læse Colins indlæg der i min optik nailer dette spot on. 

Colin skriver blandt andet følgende; 

“Men i realiteten er psykiatrien et højt specialiseret og en meget vanskelig form for menneskelig relationsarbejde – og der skal meget mere til. Disse ”redskaber” findes ikke, før personalet selv tilegner og integrerer dem i egen personlig og faglig tilgang.

Det kræver en nænsom oplæring i feltet (og ikke blot i klasselokalet) med højtkvalificeret supervision fra dygtige og erfarne kollegaer. Vi snakker ikke om uger, men om år.”

 Det er jo netop essensen af vores arbejde at det ikke kan læres i et klasselokale, derfor kan jeg til stadighed undre mig over som nævnt i mine indlæg, at KK mener helt uden at blinke, at det er os ansatte der ikke er kompetente nok til vores arbejde i psykiatrien. Det er derfor vi bliver slået ihjel af de mennesker vi forsøger at passe på. 

Derfor skal vi alle omskoles så vi kan lære at udføre vores arbejde uden at der kommer blod i avisoverskrifterne. 

I forlængelse til dette vil jeg låne endnu et citat fra Colins indlæg, til at understrege denne ovennævnte nonsens i KKs mindset. 

“Der er tre store mangelvarer i psykiatrien; nemlig mangel på kapacitet ift. samfundsbehovet; dvs. ren fysisk kapacitet i form af sengepladser og psykiatriske bosteder, væresteder og aktivitets- og dagtilbudscentre, mangel på bemanding i alle tilknyttede fag og mangel på ledere, der kan og vil lede i overensstemmelse med faglige principper i stedet for blot administrere økonomien og juraen.”

For at psykiatrien skal overleve politikernes voldtægt er vi nødt til at stå sammen som samfund. Det er et fælles ansvar at løfte denne opgave, for psykiatrien har indflydelse på en stor del af mange mennesker enten som bruger, pårørende eller som ansat.

Det er et område som vil kunne påvirke vores samfunds sikkerhed og tryghed om det eskalerer og vi som bosteder eller behandlingssteder ikke længere kan varetage ansvaret. 

Som Colin siger; 

“Dernæst ville jeg appellere til en mere tænksom brug af ord som ”redskaber”, ”recovery” og ”værktøj”.

Brugt så letsindigt og sløset giver disse for nemt et indtryk af, at bare ditten og datten ”sættes i gang”, så er den hjemme.

Så til alle jer, der ”ved”, hvordan det kan gøres bedre i psykiatrien: Hold op med bare at stå på sidelinjen og fyre af med råd og kritik.”

Nej det er nemlig alt for let blot at mene noget om et special område som psykiatrien er uden at have evidens eller erfaring med det. 

Psykiatrien har brug for jeres stemme i form af at NOKERNOK nu, for vores videre overlevelse vil det betyde at der skal  tilføres flere ressourcer til os. 

Vi ønsker IKKE det skal koste flere menneskeliv og vi ønsker at vores brugere af psykiatrien rent faktisk får den støtte og opbakning de har brug for i hverdagen.

Vil du læse hele Colin Bradleys artikel er her et link;

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE10728766/manglerne-i-psykiatrien-forbigaas/

Tanker fra en bekymret socialpædagog i psykiatrien på Nørrebro. 

Favn livet Lene