Der er ingen der værner om vores sikkerhed i psykiatrien længere!

I de to seneste årtier hvor jeg har haft min ansættelse oplever jeg, at min arbejdsplads har været velfungerende og rummelig. 

Men den har transformeret sig til hvad, der minder mig om sin tids opbygning af pyramiderne i Egypten. 

Vi behandles som slavearbejdere der skal knokle til vi segner, og når det sker bytter de os ud med ny og billigere arbejdskraft, uden så meget som at rynke et bryn. 

Har forladt min arbejdsplads med en brugt serviet i hånden en kollega har givet mig i omsorg for, at fjerne sporene efter mine tårer. 

Desværre formår den ikke at fjerne frustrationen og følelsen af, at være kastet for løverne som madding. 

Er listet gennem kælderen for at møde så få borgere som muligt på min vej væk, med mine røde og hævede øjne og en hulken på tværs. 

Uforstående og chokeret går jeg ud af døren uden helt, at kunne absorbere det skete. 

Morgenens migræne anfald banker lystigt i tindingerne og minder mig om det slid mit job har medført på min krop og sjæl det seneste stykke tid. 

Min loyalitet har igen i dag tvunget mig afsted på job trods migrænens ubarmhjertelige angreb.

Har en oplevelse i alle celler af at mine arbejdsforhold fjerner mit faglige fokus og overblik samt muligheden for, at finde nærvær ikke længere er tilstede. 

Det der førhen gav mig følelsen af at være en ressourcestærk og engageret kollega er spoleret og en efter en falder vi som dominobrikker under bureaukratiets ligegyldige hænder. 

Jeg er ansat i psykiatrien gennem 20 år, samme arbejdsplads gennem alle årene men med en ændring i borgergruppen, i ledelsesgruppen og i forventningerne til mig som ansat.

I januar i år påtog jeg mig ansvaret som arbejdsmiljørepræsentant, og aldrig har opgaven føltes større.

Inden for den sidste måned blot har jeg måtte tage afsked med 3 kollegaer fra min etage, der har fundet nye græsgange. 

Det er en fjerdedel af staben på etagen. 

Sommerferieperioden nærmer sig og meldingen fra øverste instans er, at der ikke ansættes før efter ferieperioden. I stedet er løsningen at vi samarbejder på tværs i huset, og lægger den samlede arbejdsbyrde ud på færre hænder end hvad man før ville have valgt at gøre.

Sikkerhedsnettet under os er slidt og hullet men, der skal spares er meldingen. 

Sikkerhed er ikke længere et issue i huset, ihvertfald ikke når det kommer til en rimelig minimumsbemanding, der mere nærmer sig et nødberedskab. 

Det er nu accepteret fra øverste kant, at vi som ansatte går rundt to og to i huset, om der er sygemeldinger eller lav bemanding grundet ferieafvikling eller andet.

Min sikkerhed som ansat i socialpsykiatrien er nedprioriteret og i fokus er i stedet økonomi og driftsikring. 

Det betyder ikke noget hvor mange Brøset scoringer der ligger, eller andet der kunne indikere en skærpet opmærksomhed på at skulle passe ekstra på os ansatte. 

Jeg fandt mig i dag nødsaget til at sygemelde mig. Oveni dette følte jeg, at om jeg blev kunne det bevirke, at min sikkerhed blev sat på spil. 

Jeg forlod min arbejdsplads velvidende at jeg svigtede de kollegaer,der var tilbage i huset. 

Jeg gik hjem efter et massivt sammenbrud foran min chef med udmeldingen om, at jeg ikke kunne håndtere vilkårene mere. 

Med tårerne løbende ned af mine kinder og en dunkende migræne skulle jeg stadig forsvare, at måtte gå hjem fordi jeg ikke kunne klare tanken om, at skulle være eneste repræsentant fra min etage på job.

Med to sygemeldinger samme aften og jeg som den tredje hænger ansvaret på mig. Fordi at de der burde sørge for et sikkert og trygt arbejdsmiljø ikke mener, der er budget til at pålægge en kollega til at blive og ingen vikarer kan komme.

Der spilles russisk roulette med min sikkerhed og de mennesker jeg skal passe på overlades til sig selv. 

Tanken om at vi arbejder med recovery og rehabilitering har aldrig været mere absurd. 

Selvsamme kræver at vi får afsat tid til at være tilstede og nærværende i relationen. 

Aldrig har vi løbet stærkere og aldrig har vi kunnet udrette mindre. 

Jeg gik hjem i dag efter 20 års ansættelse med udmeldingen om, at jeg føler mig tvunget ud i at kaste håndklædet i ringen. 

Jeg må give op og ende kampen mod et system, der forlængst har glemt de seneste 5 drab på ansatte i psykiatrien.

På trods af ønsket om at slå til og leve op til de forventninger, der ligger i min stillingsbetegnelse som socialpædagog, må jeg erkende at mit liv og levned er vigtigere end dette.

Så Sophie Løhde der fik I endnu en ansat i det offentlige til at sygemelde sig og alt mit praleri om kun 2 sygedage om året er med et ekspanderet. 

Til dig Mia Nyegaard der har påtaget dig rollen som vores Socialborgmester, I avler sygdom og nedslidte ansatte i Københavns kommune. 

Bekymrede tanker fra en socialpædagog i psykiatrien.  

Favn livet Lene