Man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus. 

Det er ikke mange dage siden at jeg i vrede og harme skrev et indlæg på min blog omkring den sociale hjemmepleje på Amager. Jeg valgte at dele denne på diverse sider på facebook, deriblandt ‘tag faget tilbage’, samt min egen side ‘en bedre psykiatri’.  Indlægget fik en del opmærksomhed fra mange kanter, og der har været over 900 klik på min blog i forbindelse med. Men det har kostet dyrt på den følelsesmæssige konto, at være vidne til jeres kommentarer på min beretning.  Min søns far er tidligere hjemløs og efter en del år på herberg fik han endelig sin egen bolig på Peder lykkes vej. Her bor han sammen med sine to katte der er hans livsindhold og...

Hjemmehjælpen havde lige været der…..

På Peder lykkes vej bor en mand helt alene med sine to katte, Charlie og Malinka.  Her bor han godt siger han selv, der er ro og fordragelighed herude på Amagers land. Ensomheden kaster sin brutale skygge over ham, og var det ikke for hans to katte var det svært at holde ud.  Hver dag kommer hjemmesygeplejersken og låser mandens dosisdispenserede medicin ud. Der er lidt til tikke værket, til den dårlige søvn, til smerterne i nervesystemet, lidt til de mørke tanker og noget til at holde humøret stabilt. Det lyder som en del medicin og det kan også med tiden spores på mandens krop, der buler ud hist og pist. Tænderne er væk, og maden skal være gratineret.  Manden...

Det er lettere at være professionel end pårørende….

På vej mod 6221 på Riget som så mange gange før, har en aftale med en af deres dygtige læger denne eftermiddag. Mit hjerte er på vej op i halsen og mine hænder er svedige, tankerne har heldigvis langsomt fundet sig til rette så jeg har styr på de spørgsmål jeg snart skal stille. Har bare fødder på asfaltens ujævne underlag og småstenene stikker under mig, som en reminder om at livet også kan påføre smerte. Men jeg har fjernet den minimale beskyttelse mod dette jeg havde med samme morgen i form af et par røde ballerinaer.  De viste sig at være mere i vejen end til gavn og derfor bevæger jeg mig nu i slowfox tempo mod afdelingen hvor lægen...

Menneskervilhavemennesker

Jeg er blot et menneske af kød og blod, de svære dage sætter sig i min krop.  Her har jeg brug for at møde et menneske der forstår min smerte, uden ord kun et kram til at komme videre på….. Banker på døren og stiller mig afventende og håber på der er nogen hjemme.  Døren åbnes og jeg lukkes ind, kigger på ham og tager armene ud klar til et kram. “Giver du et kram, spørger jeg”. Han tager imod min åbne favn og krammer mig med begge arme. To mennesker med armene om hinanden, helt stille uden et ord. Da vi begge slipper siger han”Det var rart, jeg havde også brug for et kram, har det været en svær...

Min hud er grænsen til verden, men også min kontaktflade til verden.

Rør ved mig så er du rar, men respekter også når jeg ikke tåler din nærhed. Det er ikke noget der ligger implicit i det pædagogiske arbejde, at være fysisk tilstede i relationen som fagperson. Det er ikke et krav der kan stilles, men jeg tænker at vi skal blive bedre til at efterstræbe det i vores arbejde.  Huden er både grænsen til verden, men også kontaktfladen til verden.  Mennesker der ikke bliver krammet, klemt, aet og er i fysisk kontakt med andre mennesker risikerer at få hudsult. Hudsult betegner den følelse af længsel, et menneske kan opleve ved fraværet af fysiske berøringer. Vi hungrer efter fysisk kontakt, og får vi den ikke, kan det have konsekvenser som depression, lavt...