Hjemmehjælpen havde lige været der…..

På Peder lykkes vej bor en mand helt alene med sine to katte, Charlie og Malinka. 

Her bor han godt siger han selv, der er ro og fordragelighed herude på Amagers land. Ensomheden kaster sin brutale skygge over ham, og var det ikke for hans to katte var det svært at holde ud. 

Hver dag kommer hjemmesygeplejersken og låser mandens dosisdispenserede medicin ud. Der er lidt til tikke værket, til den dårlige søvn, til smerterne i nervesystemet, lidt til de mørke tanker og noget til at holde humøret stabilt.

Det lyder som en del medicin og det kan også med tiden spores på mandens krop, der buler ud hist og pist. Tænderne er væk, og maden skal være gratineret. 

Manden med de to katte lever fra hånden til munden og tager til takke med, at leve et liv på minimumsgrænsen. 

Når man som han har været helt nede og skrabe næsen ja vel nærmest hele kadaveret mod asfalten, så føler man taknemmelighed for selv den mindste håndsrækning. 

Før manden fik denne bolig var han hjemløs og bosiddende på et herberg. 

En madforgiftning fra en kinaret slog benene helt væk under ham, det kostede ham et halvt år på intensiv hvor han kæmpede for at komme tilbage til livet.

I dag lever han et liv med daglige smerter i både ben og arme, forgiftningen har sat sine spor i myelinskederne. 

Som om dette ikke var nok kæmper manden også med et alkoholmisbrug gennem årevis, og en depression og deraf flere lange indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Diagnosen bipolar fik han med til samlingen af genstridigheder. 

Før alt dette fandt sted havde manden levet et liv som de fleste andre mennesker med et arbejdsliv, kæreste og en søn havde han også.

Men livets deroute fandt ham og kastede ham ned af Bakken i en fart hvor det var umuligt at lande på begge ben uden varige mén. 

Her sidder han så i sin lejlighed på Peder lykkes vej, sammen med sine to katte der er hans et og alt.

Den ene dag tager den anden og hver aften falder han i søvn takket være den dosis medicin lægen har udskrevet.

Manden er ikke fyldt 50 endnu men livet har skabt ælde og afhængighed. 

Det hele holdes oppe af kommunens gavmildhed, der hedder 1 times rengøring hver 14. dag. 

Samt et dagligt besøg der sikrer tryghed og hvor medicinen også udleveres. 

Manden kan ikke gå så langt og må bevæge sig rundt med sin rollator for ikke at falde.

Turen udenfor går til netto efter kattemad, grus og lidt til maven, der ellers syner stor som et afrikansk barn med fejlernæring. 

Øllerne er sjældne da det kun er når mønten tillader det, og det er stramt med 13000 kr før skat.

Jobcenteret sætter deres lid til denne mand på Amagers land og har derfor sat ham i et 4 årigt ressourceforløb.

På køleskabet står skrevet de vigtigste ting da det kniber med at huske og holde styr på logistikken.

Boligen syner slemt overladt til sig selv og den venter spændt på den sociale hjemmeplejes besøg hver 14 dag.

Gulvene trænger til at blive skrubbet på ryggen, nullermændene er i en størrelse hvor kattene kan lege med dem og møblerne er dækket af kattehår, der kilder i næsen.

Men desværre er det med stor skuffelse hver 14. dag hvor gulvene, møblerne, toilettet og alt andet efterlades nøjagtig som da de kom de to fra kommunen.

De når nemlig sjældent mere end den sparsomme opvask der troner på køkkenbordet.

Kattenes madskåle er efterhånden smurt godt og grundigt ud over det meste af køkkengulvet, og det er et under de to katte stadig ønsker, at indtage deres måltider der.

På badeværelset lugter fælt af salmiak fra kattebakken, der er mandens eget ansvar at få tømt. 

Manden er taknemmelig og glemmer ofte at han er blevet overset og overladt, derfor finder han sig stiltiende i at kommunens ansatte springer over hvor gærdet er lavest.

Det er hårdt at være nærmeste pårørende til manden på Amager, og det er endnu hårdere at samles der som familie med sønnen vores og se til at hans far nu bor i en svinesti.

Manden selv kan ikke ændre på dette og har ikke den fysiske formåen til, at få styr på boligen.

Undrer mig over at kommunens ansatte kan tænke at det er den værdighed de ønsker at i klæde dette menneske, der engang gjorde alt hvad han kunne for, at hjælpe og støtte mennesker, der som han lever et ensomt liv i konstant afhængighed af at møde den rette hjælp. 

Manden selv siger ikke noget for tænk om hjælpen så forsvandt, derfor har jeg fået samtykke til at gøre opmærksom på, at der er noget ravruskende galt i dagens Danmark. 

Favn livet Lene