Socialpsykiatrien er medvirkende til at mennesker med psykisk skrøbelighed pakkes ind i vat.
Vi øns
Se næste indlæg >
Ensomheden forsvinder nu ikke når hjemmehjælpen har været der, det gør kun det våde lagen.
Vågner tidligt denne morgen. Som morgenen før denne og ja faktisk er det vel egentlig det samme hver morgen.
Kan ikke længere erindre præcis hvordan det plejer at være. Uret der står placeret på sengebordet viser 4.30, det er stadig mørkt udenfor. Der var noget der vækkede mig.
Kan mærke at min blære er på sit bristepunkt måske er det derfor, og munden føles tør.
Drejer hovedet og kigger på natbordet efter glasset med vand, men der står kun det hvor tænderne ligger i.
Hjemmehjælperen må have glemt at sætte noget vand i skyndingen i går aftes, da de liftede mig i seng.
Der er stadig længe til klokken 8 når hjemmehjælpen kommer. Har svært ved at abstrahere fra hvor tør min mund føles lige nu og min blære der er ved at springe.
Lader tankerne flyve væk gennem minderne i stedet. I håbet om at jeg så glemmer mine presserende behov lige nu.
Kastes tilbage til min mors skørter og hvordan jeg gemte mig i dem når genertheden overmandede mig. Min fars store hænder gemt bag avisen, så det var det eneste af ham jeg kunne se. Krigen åh ja krigen den var fyldt med rædsel og en længsel så stor efter friheden.
Kærligheden kompenserede for de frygtelige år, da jeg er så heldig at møde min mand Poul lige umiddelbart efter krigens slutning. Vi fik 4 børn sammen, 3 drenge og en pige.
De har så travlt i dag alle fire og 8 børnebørn er det blevet til. Men jeg ser dem alt for sjældent.
De har jo deres eget og skal ikke bruge deres tid på en gammel kone som jeg.
Men da Poul dør fra mig for 5 år siden føles mit liv så tomt og ensomt. Om bare det havde været mig i stedet. Ved nu ikke om Poul ville kunne have klaret livet uden mig. Det er nok meget godt alligevel, min tid kommer forhåbentlig også snart. Om Gud vil.
Viserne har kun flyttet sig en smule 5.15, åh du godeste nu brister blæren. Kan mærke lagenet under mig blive fugtigt. Det er så ydmygende at tage imod hjemmehjælpen med et vådt lagen, der lugter af tis. Om bare jeg selv kunne rejse mig og gå ud på toilettet som førhen.
Min mund føles som Sahara og jeg er simpelthen nødt til at få lidt at drikke. Sipper lidt af vandet hvor min protese ligger og svømmer rundt.
Lukker øjnene for at få et billede af Poul frem på min nethinde. Han smiler til mig som var det første gang han så mig, over bunken af bøger på hovedbiblioteket. Det mest charmerende smil, og sikke øjne. Jeg tager hans hånd og kysser den blidt. Håber han ikke opdager det våde lagen jeg ligger på, det ville han aldrig have accepteret.
Hvem der bare kunne stå op og ikke lå her i en våd seng alene.
Ensomheden forsvinder nu ikke når hjemmehjælpen har været der, det gør kun det våde lagen.
Favn livet Lene
Del gerne din mening