Mærker de våde klude

---

Mærker de våde klude der er lavet af skumgummi på min bare hud. Ligger med ryggen til hvilket gør det en anelse nemmere for mig at være i. Skutter mig en smule da huden er blottet fra min lænd og ned til knæene. Dynen med de blå/hvide striber, der dufter af industri vask ligger kastet til side i sengen.
Jeg lukker øjnene og drømmer mig væk til et andet sted, uden kolde hænder i ført gummihandsker og kolde skumgummi klude til, at vaske skammen af mig.
Tænker umiddelbart, at der ikke er nok klude til dette formål.

Lugten i rummet rammer næsen, der ser sig nødsaget til at rynke let, de fleste ville her se det som en fordel, at trække vejret gennem munden.
Jeg mærker det kan komme fra min ende og der hvor skumgummikludene ivrigt vasker sporene væk, så det kun er dunsten, der hænger i luften.
Min hud er øm og svier slemt for hver klud den rammes af, vil gerne bede om, at det stopper eller dulmes med lidt salve.
Men min stemme er hæs og ordene blokeres af følelsen af ikke, at skulle blande mig.

Travlheden lyder fra de lange linoleumsgulve hvor skridtene ikke virker genkendelige.
Om jeg åbner det ene øje lidt på klem kan lyset fra vinduet trænge ind, og give mig en fornemmelse af noget normalt og genkendeligt.
Bladene på træerne hvisler i vinden, og om jeg virkelig lytter siger den, at de er på vej.
Håber de når at blive færdige med skumvaskekludene inden dette sker, for vil gerne være ren nok til, at i føre mig mit sidste kostume, mine englevinger.

Så må du gerne vende dig om på ryggen siger en stemme langt over mit ansigt, der langsomt har fået boret sig ind i sengehesten.
Da jeg er for længe om at reagere, mærker jeg stiklagnet hive i min ømme krop og lænd, til jeg ender på ryggen igen.
Møder et ansigt jeg ikke kender særlig godt, faktisk ligger vores første møde kun få minutter væk.
Jeg har opgivet at forsøge at erindre navnene, der hører til alle disse ansigter og stemmer, der taler hen over hovedet på mig.
Hænderne er trænet og gør alt pr automatik i mens jeg drømmer mig langt væk fra dette sted.

Ser ned af det der eftersigende er mig, kroppen er nu blot et hylster til opbevaring af den sidste rest af liv.
Skammen over at skulle dele mine mere private dele med tilfældige mennesker hvis navne og ansigter jeg ikke kender, fylder i min bevidsthed.
Vreden over at have levet et langt liv, som datter, som hustru, som søster, som mor, som ansat, og nu som afsat.
Kom og hent den sidste rest af skal der ligger her tilbage på lagnet, skrab skam, skyld og savn væk og der vil ikke være en plet tilbage.

Engang var jeg nogen, en der betød noget, en der kunne og ville og skulle.
Engang kom jeg til verden, gav mine forældres liv indhold og mening.
Engang voksede jeg op og troede livet var smukt og frygtede dødens komme.
Engang mærkede jeg kærligheden i mit hjerte.
Engang blev jeg mor, mormor og olde.
Engang lærte jeg at tage afsked i livet.
Engang mødte jeg den dybere mening med det der var vigtigt for mig.
Men aldrig lærte jeg at forberede mig på denne dag, hvor det jeg var og kunne forsvandt og mit liv afhang af andres vilje og lyst til at være der.
Nu frygter jeg ikke længere døden, men livet i sær.

 

Favn livet Lene