Engang var vi unge og forelskede….

Ser dig der i ensomhedens kåbe, slynget så fast omkring dit legeme, at der ikke er plads til kærtegn og varme. Vender livet ryggen for at bilde os alle ind at alene er du stærkest. Mærker du mit favntag helt inde fra hjertes dybeste kammer, ømt og hengivent fordi du har betydning for en som mig. Vil mine hænder der berører din ryg og aer spidsen af dit hår kunne få dit forsvar til at falde. Luk lyset ind i dit indre så du kan se os alle herude, der vil dig mere end du selv. Kan smerten druknes med alt du hælder i den for at glemme, ikke at mærke det der var og er. Ser livet på afstand...

Når medicin er løsningen.

Psykisk sårbare mennesker er ofte nødt til, at tage til takke med den medicinske behandling, der er på markedet. Den har en del bivirkninger, der kan invalidere i deres liv, med ex. overvægt, impotens, følelsesudfladigelse med mere. Disse kan gøre livet udfordrende på et helt andet plan end selve lidelsen. Men de har behov for medicinen for, at kunne holde ud at være i livet, det er et spørgsmål om pest eller kolera. Depressionens fængsel. Hun elskede at elske hver en krog af livets udsving. Elskede at føle sig elsket, en tilstand der ikke var konstant men glimtvis og alligevel nok. Der var dage hvor hun faldt i staver foran spejlet og rent faktisk fandt en vis tilfredstillelse i det...

Når alting er mørkt!

Ligger på sengen med ansigtet vendt mod væggen, rummet er stille og halvmørkt. Vinduet er sat på klem så vinden kan fange hjørnet af gardinet og lege fangeleg med hjørnet. Der er ikke lyden af stemmer eller latter at høre, og væggene der har haft spidset ører gennem et langt stykke tid, har givet op nu. Skyggen fra mennesket der ligger i sengen bevæger sig nærmest ikke, der høres ikke en lyd eller et knirk derfra. Der bankes let på døren men ingen råber kom ind, den åbnes alligevel og en stemme kommer til syne. Et par varme hænder lægger sig på ryggen af vedkommende der ligger i sengen. De klemmer blidt som for at sikre at der stadig er...

Depressionens favntag.

Himmelen der langt over mit blik, tager mig selv i at falde i staver over hvor betagende smuk den er. Den skifter i form, farve og temperament for hver gang jeg betragter den. Den er altid med mig, ligemeget hvor i verden jeg befinder mig så er den der lige over mit ansigt. Jeg behøver ikke at længes efter den, for den er inde for rækkevidde altid. Mine hænder rækker ud efter de skyer der er nærmest på, lader hænderne føle og mærke. De holder fast og ønsker aldrig at slippe igen. Skyer er fantastiske, de ser bløde og dragende ud. Forestiller min krop falde baglæns ned i skyens favntag, en tillidserklæring ud over alle grænser. Jeg tror på den...

Manien er depressionens stemme!

Han er klagende og i sorg over alt hvad han har mistet gennem livet. Opsluges af alt det sorte i en så overvældende mænge, at hverdagen ikke kan magtes. Opholder sig størstedelen af døgnet gemt under dynens efterhånden fedtede dynebetræk. Hans hår sidder som aftenen inden, da han vågner næste morgen. Natten har ikke formået at give ham fornyet energi, han føler sig stadig ligeså udmattet både kropsligt og i tankerne, som dagen forinden. Tanken om hvad livet har af værd fylder i hans bevidsthed, han er en passiv iagttager til menneskene omkring ham. De lytter ikke længere til hans klage og jamren, den har formået at dræne dem i samme omfang som hans eget sorte. Dagene flyder sammen i...