Depressionens favntag.

Himmelen der langt over mit blik, tager mig selv i at falde i staver over hvor betagende smuk den er.

Den skifter i form, farve og temperament for hver gang jeg betragter den.
Den er altid med mig, ligemeget hvor i verden jeg befinder mig så er den der lige over mit ansigt.
Jeg behøver ikke at længes efter den, for den er inde for rækkevidde altid.

Mine hænder rækker ud efter de skyer der er nærmest på, lader hænderne føle og mærke. De holder fast og ønsker aldrig at slippe igen.
Skyer er fantastiske, de ser bløde og dragende ud.
Forestiller min krop falde baglæns ned i skyens favntag, en tillidserklæring ud over alle grænser.
Jeg tror på den favner mig og svøber mig i et beskyttende lag af tryghed og varme.

Da jeg vågner er det stadig mørkt udenfor, min krop er tung og træt. Det er ikke muligt for nogle dele af den, at finde vej ud over kanten af sengen.
Mit hjerte banker hurtigt, og får blodet til at pulsere alt for heftigt gennem min krop.
Har det som om, at det næste hjerteslag kan få brystkassen til at eksplodere, og jeg holder næsten vejret for, at mindske den kraftanstrengelse mit hjerte udsættes for lige nu.

Tankerne farer forvirrede og bekymrede rundt inde bag pandens rynkede ydre.
Om jeg fortsætter denne deroute vil end ikke botox kunne rette skaderne ud igen.
Laver overspringshandlinger i tankemylderet for, at undgå at lade mig overvælde det sorte hul, der ellers snildt vil kunne suge mig helt ned på bunden.
Jeg orker ikke at lade mig forsvinde ned i det sortes uendelige mørke, for ærligt så aner jeg ikke om dette vil være enden på mit liv.

Betragter himmelen gennem de halvnussede ruder, ser glimt af denne gennem et metalgitte der skal sikre, at det der er indenfor som jeg selv, forbliver herinde.
Ligger på en seng under kugledynens tyngende favntag, der langt hellere måtte være et par varme arme. Men ærligt så magter jeg ikke, at forholde mig til alt det der hører med disse arme.
Mine egne er ridset og slidt gennem alt for mange kampe om hvem, der kan udholde mest, min hud eller min psyke.

Her kan jeg ikke ridse men det er ok for min psyke er på ferie, den har vundet en timeout.
Himmelen udenfor er den samme som derhjemme, men nu er den er rolig og ikke særlig levende som vi ligger her sammen.
I dag er lige her, og det betyder ikke længere noget hvad der var før dette, eller om der er en dag i morgen.
Skyerne er fyldt med puf, udtørrede færdige med at græde som øjnene, der betragter dem gennem ruden.

 

Favn livet Lene