Når alting er mørkt!

Ligger på sengen med ansigtet vendt mod væggen, rummet er stille og halvmørkt.

Vinduet er sat på klem så vinden kan fange hjørnet af gardinet og lege fangeleg med hjørnet.
Der er ikke lyden af stemmer eller latter at høre, og væggene der har haft spidset ører gennem et langt stykke tid, har givet op nu.
Skyggen fra mennesket der ligger i sengen bevæger sig nærmest ikke, der høres ikke en lyd eller et knirk derfra.

Der bankes let på døren men ingen råber kom ind, den åbnes alligevel og en stemme kommer til syne.
Et par varme hænder lægger sig på ryggen af vedkommende der ligger i sengen.
De klemmer blidt som for at sikre at der stadig er lidt liv tilbage derinde under trøjen hvor der ikke er meget sul tilbage på kroppen.
Stemmen hvisker beroligende ord, imens hænderne klemmer blidt for så at forsvinde igen ud af rummets stille.

Kroppen ligger fortsat med ansigtet ind mod væggen, gardinet blafrer stille i vinden og væggene lytter ikke mere med.
Ansigtet lukker øjnene op et kort øjeblik, skutter sig i halvmørket og forsøger at stille skarpt.
Ryggen kan stadig mærke de varme hænder der klemte blidt for kun få minutter siden.
Det er rart at have fornemmelsen af ikke at være helt alene her inde i det mørke indre.

Tiden er gået i stå, det er ikke længere muligt at følge med i om det er nat eller dag.
Det betyder nu heller ikke det store, for tankerne rumsterer ikke så vildt og lysten til at ville er forsvundet.
Det kræver en del energi at skulle åbne øjnene for der er ikke noget de kan overskue at skulle se.
Stilheden og mørket svøber sig beskyttende omkring mennesket der ligger der med ansigtet vendt mod væggen.

Stemmen vender tilbage som en del af den daglige rutine, hænderne der klemmer så blidt og den rolige stemme der forsøger at trænge igennem det beskyttende skjold der er sat op.
De vender og drejer kroppen forsigtigt, vasker hudens beskyttende lag væk og stemmen forsøger at overbevise om at mad og drikke er vigtigt.
Læberne former sig omkring sugerøret og suger stille den søde væske ind, kroppen tager hungrende imod kalorierne der ikke har været mange det sidste stykke tid.

Sender et tak gennem tankerne for at der er en der klemmer, taler og er.
At stemmen og hænderne vedbliver at kigge forbi hver eneste dag, nu hvor kroppen ikke selv kan overskue andet end blot at ligge der.
En dag bliver den klar igen til at være oppe, når mørket forsvinder og lader lyset komme ind i sindet igen.
Mærker jeg ikke er alene i mørket, har nu aldrig været mørkerad, men tænk om lyset aldrig kommer.

 

Favn livet Lene