Vent på mig i Nangiala

Det sidste åndedrag tages og livet ebber ud. Efterlader kroppen alene i sin skal, der hastigt stivner og bliver kold.
Sidder ved din side helt stille, holder din hånd og aer den blidt.
Lader dig fornemme, at jeg er her, du er ikke alene.
Du forsvinder gradvist ind i bevidstløshedens favntag.
Den distancerer dig fra det liv vi havde sammen.
Efterlader mig med en tomhed indeni og kun minderne til at vide du var engang.
Så stille, så smukt ønsker jeg, at du skal dø.
Det første åndedrag skreg du ud på din moders bryst, omfavnet og elsket af hende.
Som du ligger der med lukkede øjne, tænker jeg på alt hvad de har set og mærket.
Klemmer din hånd i min for, at lade dig vide, jeg ikke lader dig i stikken.
Mærker dine hænders varme mens alt andet forsvinder.
Mine tanker passerer revy til dengang, der var liv i dine øjnes blik, da de så ind i mine og fortalte vores historie.
Alt hvad jeg har glemt, hører jeg fra din stemme.

Hvad ser du inde bag dine lukkede øjne, ser du jeg græder for det, der var engang.
Din vejrtrækning siger mere end 1000 ord og lader berette, at livet er på retur.
Håber din klagende stønnen forsvinder fra mit indre, i mens jeg klemmer din hånd.
Dit system lukker ned mens vi sammen venter på, at alt det du er omdannes til et var.
Du er kun nu fordi jeg husker dig for dette, mindet udviskes endeligt når de, der huskede dig, ej er mere.
Kysser din pande og hvisker i dit øre, at jeg er klar til, at du tager afsted på din nye rejse, der venter.
Vent på mig i Nangiala, hvor ingen smerte findes.

 

Favn livet Lene