Autismens ulykkelige reflektion.

---

Hun kigger ud gennem den halvduggede rude, ånder på den og tegner med sin pegefinger i cirkler rundt og rundt.

Befinder sig i en tilstand af trance nærmest, tankerne bevæger sig langsomt og unuanceret indeni.
Skutter sig i skumringen, der gør vindueskarmen kølig, at læne sig op af alt i mens hun betragter sit spejlbillede i ruden.
Følger ansigtets form og rynker panden over det hun ser, slår blikket ned og lader tankerne føre hende væk.

På gaden under hende farer menneskemylderet hastigt forbi, på vej et sted hen uden, at det er til at sige hvor blot ved, at betragte dem udefra.
Men hun her i vinduet ser dem ikke, alle de skridt, der tages foran hendes vinduer.
Hører ikke latteren fra de kåde teenageflokke, der passerer hver dag i forhåbningen om, at kunne holde i hånd og måske et kys i porten lidt derfra.
Barnet der skriger i barnevognen med moderens vuggende trøst når ikke hendes verden.
Hun sidder ved vinduets halvduggede vindue og ser blot sit eget spejlbillede uden, at registrere verden der for hendes skyld kunne fryse fast i dette øjeblik uden, at hun ville opdage det.

Om tankerne blot kunne fortælle højt til den verden, der omringer hende af bekymring for hendes ve og vel.
Om blot de kunne sætte ord på hvem hun er inde bag ved alt dette som ingen formår at trænge i gennem.
Er hun ensom og alene, der inde i sig selv. Græder hun mon helt alene gemt væk fra den verden hun ikke ser.
Er der arme, der holder hende tæt ind til sig er der mon ord, der kan få hendes indre til, at lytte med.
Kærtegn der kan få hendes skjold til, at falde vil jo så gerne nå ind til hendes verden, hvor hun må føle sig alt for alene.
Er hun mon bange for mørket, for lyde hun ikke kender og tør hun en dag, at kigge op og se verden som den er.

 

Favn livet Lene