I hænderne på en anden ny

Hun kommer spadserende ned af gaden, fuglene synger og pusler rundt i det nærmeste træ. Hun kigger op og ser solens stråler gennem trækronerne, sende varme glade stråler ned til hendes sommerkjole bare arme. I hænderne bærer hun en kurv, der føles let trods mængden af ting hun bare skulle have med. Frugt, juice, brød, ost, det nye “Alt for damerne” og et tæppe. Hun går let om hjertet med kurs mod Frederiksberg have. Finder et sted med let skygge og folder tæppet pænt på det varme græs. Pakker tingene ud og holder ikke noget tilbage, hun er let om hjertet.

Blunder under træets skygge efter et udsøgt måltid og nogle sider i sit blad. Vækkes blidt ved, at hendes mobil vibrerer ivrigt i hendes lomme.
Det er hendes liv der ringer. Ham hun har dedikeret sit hjerte til, ham der giver musik til hendes indre, så alt giver mening indeni.
De mødte hinanden i selvsamme park for år tilbage, forelskedes under græssets kilden og vandets rislen og vidste deres hjerter bankede i samme takt.

Tiden står stille, solen forsvinder bag horisonten. Skutter sig i aften disen og pakker forvirret kurven hun havde med. Mærkeligt nok kan hun ikke finde plads til det hele, og kurvens indhold ender hulter til bulter. Hendes hoved summer af forvirrede tanker, de vælter rundt imellem hinanden og hun ved ikke i hvilken rækkefølge de skal stille sig, for at blive til en fornuftig tanke.
Hun halser hjem fra parken i sin alt for tynde sommerkjole, der klasker ind til kroppen fra regnens våde spor. Ænser ikke fuglene, der skutter sig under træernes blade, helt stille som om de ikke vil forstyrre hendes kaos indeni. Kurven tynger på hendes arm, tæppet er tungt af, at suge vandet ud af regnen. Makeuppen løber i takt med hendes tårer, der falder fra hendes ængstelige hjerte. Hun elsker ham og det lå jo i kortene, at de to skulle leve sammen for altid.

Hun hader lugten af hospital, mistroisk lytter hun til hvad, der kommer ud af ord hun ikke kender fra overlægens mund. Han har læst i mange år på en fremmed planet for, at lære at formulere alle de mærkelige ord, der slet ikke giver mening for hendes liv og alt hvad hun ville.
Hvad tillader han sig, at sidde der og på et splitsekund ændre kursen i det, der gav mening og fjerne det hendes hjerte lever for.
Hendes hjerte galopperer af sted og migrænen banker højlydt på døren.

Hun sidder i et venteværelse ved livets endestation. De var to om at komme hertil, men hun ved ikke om hun må tage turen alene tilbage. Ser et barn der leger i hjørnet, uvidende og let om hjertet leger det med klodser i alskens farver. Stabler dem ovenpå hinanden og klukker af lykke, når det hele vælter med et brag. Falder sammen som et korthus, livet tog en brat vending denne helt almindelige onsdag.
Udenfor på gaden fortsætter verden som om intet var hændt.

Ser lægens læber bevæge sig, men ordene finder ikke vej til hende. Det lå jo i kortene, at de skulle leve sammen for evigt.

“Nu er det blot at vente på svar fra de prøver, der er taget”, lægen rejser sig og går.

Sidder tilbage på en alt for hård stol, der knirker ved hver bevægelse fra hende. Hun tager hans hånd i sin og hvisker fra sit hjerte, at hun elsker ham for evigt.
Han klemmer den svagt og vender ansigtet mod væggen. Stilheden er deres vogter, de venter i rummet uden farve på, at dommen skal falde. Skal, skal ikke.
Okker, klokker, gummiklokker. Erle, perle, pif, paf, puf. Skibet går til Åbenrå, køber for en skilling skrå. Du slap fri.

Tiden er sat på hold og det er den samme tanke, der kører i tomgang indeni i hende. Hvad nu hvis?
Alt er lagt i hænderne på en anden, at bestemme hvilket udfald hendes liv skal have.
I skumringens stille komme, sidder en kvinde på hospitalet og venter på, at solens stråler igen skal skinne på to, der elsker hinanden.

Hun støder hovedet ind i spørgsmålstegnet, der hænger over døren på vej ud fra hospitalet. Ømmer sig stille og tager sig til hovedet. Hendes hjerte banker hurtigere end ellers og i maven sidder en knude og knuger. Hvor vejen fører hende hen, er hun ikke helt klar på. Lader fødderne bestemme, da hendes fokus er på at samle alle de forvirrede tanker til noget klarhed og overskuelighed. Lige meget hvor længe hun søger, er der kun uvished og angsten overmander hende.

hænder og glasset knuses

Åbner døren til deres fælles sted, alt ligger efterladt i det kaos de forlod det i. Hun lukker døren og går ned af trappen igen. Vandrer hvileløst rundt i gaderne, da fødderne må give op finder hun en bænk i kongens have.
Sidder og falder i staver over andre menneskers tilsyneladende ligegyldighed, overfor det skæbnen har bragt hende. Hvordan kan de bare fortsætte med at leve når hendes liv er gået i stå, sat på hold.

Vågner efter en urolig nat, viklet ind i tanker og dyner. Vikler sig ud og gemmer sig under brusernes ligefremhed. Her under vandets stråler er, der ingen læger og diagnoser. Alt skidt og dårligdom skylles ud med vandet.
Men et sted på Riget ligger dommen over hendes liv og fremtid i svaret fra et menneske, der slet ikke er klar på hvor meget de mangler at opleve sammen.

De skulle blive gamle sammen. Spadserer sammen ned af gaden, lytte til fuglenes sang foroven, imens de pusler rundt i det nærmeste træ. Kigge op og skimte solens stråler gennem trækronerne.
Hendes tankeflow afbrydes af det vibrerer i lommen.
“Hallo, det Liv”. Beskeden summer hjælpeløst rundt og bliver til et skrig. Telefonen glider ud af hendes i tusind stykker og går itu sammen med alle hendes drømme.

 

Favn livet Lene