Det var egentlig bare en helt almindelig dag

---

Fuglekvidder og en hund der gør i det fjerne, er de lyde der lister sig ind gennem sprækken fra det vindue der står på klem. Stemmer fra et ungt par, der går forbi stien udenfor hækken, sender glade lyde ind til hende. De taler sammen som om det var en ganske almindelig dag.
Lyset der forsøges holdt ude bag de store tunge, mørke gardiner har fundet en smutvej og lader sig invitere indenfor, hvor ingen ellers har lyst og overskud til at være særlig længe. Det er kun tilegnet de få udvalgte og kræver en gigantisk portion tålmodighed og overskud, for hvem der måtte finde tid denne dejlige sommer, til at bortkaste solskinstimer på at sidde og se til, at livet forsøges kvalt. Selv væggene ville ønske de var mure og i det mindste kunne vende blikket ud til det levede liv, frem for dette tungsindige rum fyldt til randen med mismod. Sengen er byltet med puder, og tæpper forenet i et virvar af miskmask og lugten derfra sender tydelige signaler om, at en udskiftning er tiltrængt.
Et sted i dette kaos af uorden og vrede ligger en bleg og udmagret skikkelse, svøbt ind i de stive klude af hvad der engang har været billige fleecetæpper i alskens farver indkøbt i Ikea på en overskudsdag. Det er ikke længere rigtigt til at definere hvad der har været grønt, rødt og gult, da de med tiden har fået samme udefinerbare farve og konsistensen ikke længere er fleece, men mere over i noget meget stift og indtørret. Skikkelsen bevæger sig lige nok til, at man ved der stadig er liv. Dette selvom stanken derfra mest af alt, minder om et menneske, der har glemt formålet med vand og sæbe.
Men det har ikke altid været sådan. Der var en tid hvor skikkelsen havde form af en smuk teenagepige på 15 år. Hun gik i 9. klasse og levede et liv fyldt med venner, skole og fester. Hun hørte blandt de populære piger og var alle drengenes favorit. Træning og en drøm om at komme på college for at blive cheerleader stod højt på ønskesedlen. Hun boede sammen med sin mor der havde stor udskiftning i hendes mandlige bekendtskaber. De var for det meste støvet op på den lokale bodega og ind imellem behandlede de ikke hendes mor særlig pænt.
Med en pude over hovedet og Ipod’en skruet på maks, var det muligt at komme igennem natten med nok overskud til, at kunne komme op og passe sin skole. Det var skolen og strukturen der, der var limen i hendes ellers ret kaotiske liv derhjemme.
En aften ender det galt og en af de ret så berusede og vældig primitive mænd, der er med moderen hjemme, får efter lang tids søgning efter toilettet, gået forkert og ender på teenageværelset. Her ligger hun i en fredfyldt søvn med I pod i ørene og dynen halvvejs nede på gulvet. I lyset fra vinduet kan han ane en sovende skikkelse, der ligger på maven kun i ført et par trusser. Han står en rum tid bøjet over hende og ligger så hånden så fast på hendes ryg, at hun ikke kan vende sig. Han lirker trussen af hende og først da han trænger ind i hende, kommer der liv og kraft i hende. Men for sent. Hun skriger og skriger, men det er som om skriget stopper i halsen, for så at vende om og ikke kunne finde vej ud, til den verden der kan hjælpe hende.
Det svider og brænder mellem hendes ben og skammen over det hun netop har gennemlevet, fylder mere end den smerte, der borer sig ind i hendes sjæl.
Blodet siver ned af hendes lår og ud fra hendes ende. Hun vakler ud på badeværelset og sætter sig på hug i badekarret, hvor det lunkne vand langsomt når op til hendes iturevne underliv. Det var ikke lige sådan hun havde forestillet sig, at første gang skulle have været. Hører venindernes glade og stolte stemmer imens de fortæller om, hvordan de en for en, har foræret deres mødom væk til prinsen på den hvide hest.
Dunker stille og taktfast panden ind i fliserne og mærker skammen blusse i kinderne. Tænk hvor uren og beskidt hun er, tænk sig at hun lod ham gøre alt det ved hende. Hun gjorde slet ikke modstand nok, måske kunne hun godt lide det. Måske var det hendes selv, der havde lagt op til det. Hun havde jo ladet ham gennemføre det. Smerten da han trænger ind i hendes bagi, føles som syle ind i huden på hende og tårerne triller ned af kinderne på hende. Men hun lod ham jo gøre det, og hvad vil mor ikke tænke. Der er ingen der må vide, hvor ulækker og klam hun er.
Tager et barberblad fra hylden og sætter det mod huden, og mærker smerten fra barberbladet, der skærer en lang dyb flænge i hendes venstre arm. Smerten er en kæmpe befrielse.
Betragter blodet der løber ned af underarmen og føler alt det beskidte, der fylder inde i hende forsvinde med blodet.
Mange gange siden bliver denne skæren hendes eneste udvej, for at kunne udholde den smerte hun ikke kan undslippe indeni. Hun skriger og banker hovedet så hårdt ind i væggen, at hun nærmest besvimer af det.
Der er ingen hun kan sige det til, for hvem kan forstå, hvad det er hun har givet væk af sig selv. Samtalerne med psykologen på ungdomspsykiatrisk afdeling, stirrer på hendes gennem de fedtede brilleglas og venter på at hun skal bryde sammen og gå til erkendelse. Men han får det aldrig af vide, den skam må hun bære alene.
Mor kommer hver fredag eftermiddag og de sidder sammen på hendes enestue, og stirrer tomt ud af vinduet hvor alt ses i striber. De ved ikke længere, hvad de skal sige til hinanden. ”Nåh er det god mad i får?”, ”hjælper medicinen?”, ”du tager den når de giver dig den ikke skattepige?”.
Lad vær og rør mig, du kvæler mig med din omsorg og minder mig om det liv, der er på den anden side. Det normale liv, som ikke er dikteret af medicin og faste alt muligt tider, samtaleterapi og sindssyge mennesker, der ligger og skriger fastspændte til hver deres seng.
Hvor blev livet af, hvor forsvandt solen og fuglene hen. Her er bare mørkt og stille. Stemmer der fortæller mig at det er meningen at jeg skal gennemleve menneskehedens smerte. Tage korset på mine skuldre. Natten er værst, mørket bringer de sorte tanker med sig. Er bange for at falde i søvn, for da kommer han og borer sin mandighed ind i min spinkle pigekrop. Han ler hånligt af mig og siger at jeg godt kan lide det, for jeg siger jo ikke nej. Jeg skriger bare efter mere.
Til sidst ebber skriget ud og afløses af en beroligende sprøjte, jeg falder hen i en tågeagtig døs.
Udenfor er fuglekvidder og en hund der gør i det fjerne, det er de lyde der lister sig ind gennem sprækken fra det vindue der står på klem. Stemmer fra et ungt par, der går forbi stien udenfor hækken, sender glade lyde ind til hende. De taler sammen som om det var en ganske almindelig dag.

 

Favn livet Lene