Sandheden er ilde hørt.

Vender og drejer sig foran spejlet og iagttager sit spejlbillede, med et yderst perfektionistisk og selv kritisk blik.
Se det er som om øjenlågene hænger tungt ned over hendes ellers veludhvilede øjne og får dem til at syne, hun ikke har fået en sammenhængende nattesøvn i årevis.
Det billede spejlet reflekterer ligger langt fra virkeligheden. Det ligger år tilbage, at børnene var små og gav hende søvnløse nætter.
Tyngdekraften er heller ikke hendes ven. Alt der kan falde har forskubbet sig en god tak ned mod jorden. Brysternes faste form er for længst suget ud af dem, efter talrige amninger. Hendes ellers så runde og velplacerede bagdel der altid har været hendes største fordel, ligner efterhånden en portion budding, der ikke er rørt ordentligt sammen.
Tiden har ikke været med hende og livets mange kampe har gjort hende gammel og træt.
Børnene er fløjet fra reden og manden der var hele hendes liv, er skredet med sekretæren på 25 og er godt i gang med at lege far, mor og børn på ny.
Tænk sig at hende den anden kvinde ikke kan se gennemskueligheden og klart må vide at inden for 10 år, er det hende der er den forladte til fordel for en yngre model.
Hendes liv er en parodi på en dårlig roman, så forudsigelig skræmmende, at det næsten er komisk.

Nå tiden iler og hun må skynde sig at få tøj på, da hun har en tid hos egen læge.
Det er dagen hvor svarene skal falde, på de prøver hun har fået taget. Hun mærker knuden i maven snøre sig sammen og nervøsiteten der pumpes rundt i kroppen, tager et kort øjeblik pusten fra hende. Hun sætter sig på toilettet, med hovedet hvilende i hænderne. Ser livet fare igennem hendes tanker i hurtige sporadiske glimt og ønsker, at det her ikke skal være enden på det hele.
Husker da hun var teenager og fyldt med drømme og visioner. Dagene farede af sted med 100 kilometer i timen, og hendes sind var let og omtåget lykkeligt.
Hvornår var det lige at det ændrede sig hele hendes udtryk og væsen. Hun føler sig tung og dvask, kvabset og slatten. Som en gammel sur klud på kanten af vasken. Efterladt og glemt, for længst passé og udskiftet. Hun har tørret de linjer rene hun skulle i sit liv, det må være tid til at skifte retning.
En velkommen følelse af lethed fylder hendes krop og hun finder en tilpas portion overskud frem til at komme på benene og af sted.
Ved lægen er der fyldt med snotnæser og hængemuler. Der sidder en kvinde der er ældre end hende selv, hun har placeret sig lidt for sig selv og har blikket sat på uendelig. Hun tager sig selv i at falde i staver over denne kvinde. Ser hendes fine linjer i ansigtet og hendes milde blå øjne. Hun udstråler en varme og ro. Først da hun vender blikket og de får øjenkontakt for en stund, mærker hun varmen stige op i kinderne over, at være blevet taget i at stirre på den ældre kvinde. Men den ældre kvinde reagerer ikke som først ventet, men smiler med øjnene. Det er som om de fortæller hende, at alt nok skal blive okay.
I baggrunden nynner en mor Marie hønen evigglad for sin datter, der hoster som en søløve.
Hjemme hos hende sang og spillede mor ofte for hende og hendes 2 mindre søskende. Hendes mor havde en fin og ren klang, der gjorde alle sange til favoritter og ønsket om hun ej skulle stoppe stor.
Det er ikke alle talenter der gives videre desværre, og nogen sanglærke bliver hun vist aldrig.

Hendes skridt runger tungt og sort på vejen videre fra lægen, alt imens hun forsøger at genkalde alt hvad lægen sagde.
Hun krammer lommetørklædet lægen tilbød hende hårdt og former en lille forvirret kugle.
Rives tilbage til virkeligheden, da en bil dytter højt og vredt af hende.
Indeni sidder et råbende ansigt og spyer eder ud mellem læberne. Hun tænker de må være tilegnet hende. Tænk om han vidste hvad hun bar på af tanker i læssevis, monstro han ville veje sine ord og i stedet tilbyde hende et lift hjem.

Hun spejler sig i butiksruderne og ænser ikke alle de nye sæsonvarer, der bugner i udstillingerne så ruderne er ved at flække. Ser kun en sammenfaldet træt og yderst utiltalende kvinde uden glimt i øjet eller smil om læben. Vender sig og ser at det er kvinden, der står ved hendes sides spejlbillede og ikke hendes eget.
Sikke er held, om det virkelig var gået så galt, kunne hun dog lige så godt have trådt ud foran den råbende bilist.
Vender snuden hjem og glædes over at se manden er kommet og står bøjet over den mindste, der stadig ikke har lært at binde sin sko.
Hvad var det nu at lægen sagde, nej det har hun glemt!

 

Favn livet Lene