Når medicin er løsningen.

Psykisk sårbare mennesker er ofte nødt til, at tage til takke med den medicinske behandling, der er på markedet.
Den har en del bivirkninger, der kan invalidere i deres liv, med ex. overvægt, impotens, følelsesudfladigelse med mere.
Disse kan gøre livet udfordrende på et helt andet plan end selve lidelsen.
Men de har behov for medicinen for, at kunne holde ud at være i livet, det er et spørgsmål om pest eller kolera.
Depressionens fængsel.

Hun elskede at elske hver en krog af livets udsving.
Elskede at føle sig elsket, en tilstand der ikke var konstant men glimtvis og alligevel nok.
Der var dage hvor hun faldt i staver foran spejlet og rent faktisk fandt en vis tilfredstillelse i det spejlet viste hende.
En lille skrøbelig kvinde, der havde haft det meste imod sig det meste af hendes liv.

Tiden i mellem at hun følte sig tilfreds og kunne overskue livet, blev afstanden længere og længere i mellem.
En dag gik hun i stå, nærmest som en kortslutning. Passiv og uden gnist sad hun blot, de der opdagede hende så det næsten som om hun var frosset fast i bevægelsen. Gået i stå på vej mod et eller andet som ingen rigtig kunne gennemskue hvad var.

Da omgivelserne begyndte, at kunne lugte hendes opgivenhed, tog de affære og en læge gav hende en pille til at klare dagen og vejen med.
Medicinen gjorde det muligt for hende at holde hovedet ovenvande så de omkring hende kunne holde lugten ud igen.
Nu kunne sorgen og smerten ikke længere læses i hendes blik.
Verden kunne være med hende, men hun kunne kun være i verden uden at mærke den helt.

Fra den dag af gik alting bare ligeud, aldrig op eller ned.
Hun følte ikke smerten, sorgen, tyngden og burde være fri.
Men sammen med dette forsvandt også glæden, boblerne, sprudlen, forelskelsen i alt hun før lagde blikket på.
Når hun kiggede sig i spejlet genkendte hun ikke længere det hun mødte derinde.
En kvinde lille skrøbelig kvinde, der havde haft det meste imod sig det meste af hendes liv, men ikke længere kunne mærke det.

Alt burde være godt tænkte menneskerne omkring hende, der nu godt kunne holde lugten ud.
Men om hver dag er den samme, ligemeget om solen skinner, det regner eller sneer, så ville hun langt hellere kunne mærke livet helt ud i den yderste spids af sin krop.
En dag stod hun op og gik..

ud i livet alene.

 

Favn livet Lene