Endnu en dag

Vågner denne stille morgen hvor mørket stadig klynger fast til mine alt for tunge øjenlåg.
Natten har foldet den indre uro ud gennem drømmene, der har bevidnet at der trængte til, at blive sorteret og ryddet op i min underbevidsthed.
Føler mig alt andet end klar til at tage hul på endnu en dag, om jeg blot kunne vende mig om og trække dynen over hovedet så gjorde jeg det.

Men sådan er jeg ikke, og i stedet kaster jeg dynen til side og stikker tæerne ned på det morgenkolde gulv.
Skutter mig i mørket og finder vejen ud til badeværelset.
Vandet der skyller ned over min krop lader den langsomt affinde sig med at en ny dag truer.
Vasker de urolige drømme af mig og finder i skabet overskuddragten frem, så kan arbejdsdagen bare komme an.

I det skæve hus på Nørrebro, der hører jeg til og føler mig hjemme.
Det er et stort kollektiv, sammensat af mennesker der på den ene side er nødt til at være her og på den anden side helst ville være fri.
Der har svært ved at give slip og komme videre, eller de der kæmper en daglig kamp for at bevise at de ikke hører til.
Her skal alle rummes om de vil det eller ej.

De fleste dage giver alting rigtig god mening, og når jeg tvivler kan denne fjernes gennem sparring med mine kollegaer.
De fleste dage mærker jeg, at det er vigtigt at jeg er der, fordi det gør en forskel at jeg er.
De fleste dage føler jeg et overskud når jeg tager hjem, selvom jeg har givet alt hvad jeg havde indeni.

Men der er også dage hvor intet giver mening, hvor livet det gør ondt og jeg helst ville kaste håndklædet i ringen.
Hvor det at blive råbt af, at skulle samle knust service op fra gangen, at skulle rumme frustrationer og vrede der projiceres over i dig, bare fordi du er der og er en skide fucking pædagog.
Hvor alt ramler sammen om ørene på dig, blot fordi du kiggede væk lidt for længe.

Det kræver hår på brystet samt at jeg er 2 meter høj, at jeg har et værn af selvsikkerhed og tro på, at det jeg kan gennem mange års erfaring, er medvirkende til at ændre noget for de mennesker der bor her.
At jeg kan sortere i alle de eder og forbandelser, der er rettet imod systemet som jeg reprænsenterer fordi jeg stod tættest på.
At jeg husker det ikke handler om mig personligt.

På dage som disse hvor væggene får tæsk og taget det rejser sig, hvor mine ører skal lytte til alt for meget på en gang.
Hvor hænderne skal tage imod mere end de kan holde, og benene løber stærkere end de kan bære.
Der er jeg glad for at vide, at jeg inden jeg gik hjemmefra i førte mig min overskudsdragt.
Den er skudsikker, vandtæt og holder livets grusomheder på afstand.
Men med årene er den blevet mør og slidt, og jeg trænger til en ny.

I det skæve hus på Nørrebro vender alting gerne på hovedet, her er ingen gummiceller eller bælter til at spænde fast.
Her er dog en omvendt døgnrytme og de der råber højt.
Der er mennesker som har ønsker og drømme, fuldstændig lige som du og jeg.
De kan føle, mærke, le og græde, og så er de ligeså forskellige som alle de der bor ude i det omkringliggende samfund.
Forskellen er blot at de der bor her, vil alle gerne have en mening om.

 

Favn livet Lene