Lad os undgå at det sjette mord i psykiatrien sker i 2018.

Lad denne sidste dag i året være en mulighed for at dvæle lidt ved de svære og seje bakker på vejen. Brug 5-10 min på at læse mit skriv omend det ikke er festligt og blot et ønske om et brag af et Nytår. Det skylder vi Vivi Hansen og vores 4 andre kollegaer der måtte ofre livet. En tanke til deres pårørende og kollegaer på en dag som denne<3 “Grammofonpladen føles som om den er kørt i hak, med samme strofe der lyder ud gennem højtalerne. Vågnede ofte gennem mine teenageår til at pladen var spillet til ende i søvnen og blot kørte rundt og rundt. Livets trivielle tilbagevendende gentagelser. Gennem 2017 har jeg afventet forandringer i psykiatrien efter...

Du forsvandt i de svenske skove

  Nyder stilheden der er nærmest betagende skæmmende her oppe i den svenske skov. En fugls begejstrede kalden vækker min opmærksomhed, men der er intet svar sådan umiddelbart. Afventer at få væltet benene væk under mig, men ved ikke lige hvad der skulle spænde ben her i naturens omfavnelse. De første snefnug falder let og lander på min hues fold hvor den langsomt smelter og rammer min kolde næsetip. Jeg tørrer dråben væk med oversiden af min vante, der knapt kan holde varmen intakt helt ud i fingerspidserne. Ved ikke hvorfor naturen skræmmer mig en smule, skovens dybde lukker sig om mig nærmest klaustrofobisk. Banker sne og mudderplask af støvlerne inden jeg træder indenfor, til brændeovnens knitrende varme. Afklæder mig...

Den dag jeg blev mor, gjorde jeg mig afhængig af at leve.

Hvem der ikke var bange. Engang var jeg ikke bange i samme grad som nu. Engang var jeg bange for mørket, og for at stå op om natten. Engang var jeg bange for at dø, for at blive ladt alene. I dag ved jeg at det er et vilkår i livet, at vi alle skal dø og vi reelt er alene når det kommer til stykket. “De voksne kan også være bange, og synge lange og bange sange” er et udsnit fra en tekst fra min barndom. I forlængelse af mit levede liv, er dette også en erkendelse jeg kan vedkende mig. Jeg er bange, bange for en masse ting. De fantasifyldte ting i min barndoms frygt er ikke længere...

Lægger sindsygen fra mig og træder ind i normalen, føler mig ofte fanget i en blindgyde.

Jeg er kun et menneske! Dette forsøger jeg at minde mig selv om for, at dulme min dårlige samvittighed. Dagene hvor følelsen af utilstrækkelighed overmander min evne til, at holde modet oppe og fanen højt. At balancere i et arbejdsfelt, der rummer en kompleksitet og grænseløshed i opgavetyperne, som de færreste udefra vel egentlig kan forholde sig til virkelig er en del af vores hverdag. Samtidig med dette skal jeg kunne afklæde mig alt dette inden arbejdsdagen ender. Træde i civil og være mor, hustru, søster og datter. Lægge sindsygen fra mig og træde ind i normalen, føler mig ofte fanget i en blindgyde. Hver dag er som en ny labyrint hvor det er umuligt at forudse hvilken retning eller...

Af skade, bliver man klog. Om blot det også gjorde sig gældende i Københavns kommune.

Hvordan skal vi kunne følge med i Københavns kommunes innovative løsningsmodeller for, at løfte de områder der skranter og værker. Søsætning af nye projekter der skal fremme vores arbejdsindsats, effektivisere og frigive tid til kerneopgaven. Men stop lige engang Københavns kommune, stop lige op og træk vejret engang. Stop op og se os i har ansat under jer rundt omkring i kommunen, se rigtig godt på os for så vil i ikke kunne undgå, at se hvordan vi halser afsted. I vil opdage hvordan vores hverdag er fyldt med prioriteringer, der i længden er ufattelige usunde for vores arbejdsmiljø og vores helbred. At skippe måltider, toiletbesøg og gå hjem fra job med en følelse af, der er noget jeg mangler. I vil...