Lad os undgå at det sjette mord i psykiatrien sker i 2018.

Lad denne sidste dag i året være en mulighed for at dvæle lidt ved de svære og seje bakker på vejen. Brug 5-10 min på at læse mit skriv omend det ikke er festligt og blot et ønske om et brag af et Nytår.

Det skylder vi Vivi Hansen og vores 4 andre kollegaer der måtte ofre livet.
En tanke til deres pårørende og kollegaer på en dag som denne<3

“Grammofonpladen føles som om den er kørt i hak, med samme strofe der lyder ud gennem højtalerne.
Vågnede ofte gennem mine teenageår til at pladen var spillet til ende i søvnen og blot kørte rundt og rundt.
Livets trivielle tilbagevendende gentagelser.

Gennem 2017 har jeg afventet forandringer i psykiatrien efter mordet
på min kollega Vivi. Den femte i rækken.
Konklusionen må blive at der ikke er iværksat tiltag der kan ændre mit arbejdsfelt radikalt.

Jeg oplevede i stedet en stigning i kontrollen af vores arbejde hvorvidt det udføres efter de gældende foreskrifter.
Sikkerhed har været nøgleordet i 2017.
Men jeg føler mig paradoksalt nok ikke mere sikker end før 2017.

Risikoen for at 2018 bliver der hvor endnu en kollega må betale med sit liv for blot, at være ansat i psykiatrien er proportionelt stigende med kommunens krav om øget sikkerhed og kontrolinstanser. Blot for at sikre dem en viden om, at vi når det de forventer af os gennem en arbejdsdag.

Kerneydelsen som borgerne har krav på gennem kommunens målsætning for en paragraf 108, den er erstattet af meningsløs dokumentation og registreringsarbejde.
Aldrig har jeg skrevet så meget om så lidt der reelt kan anvendes i borgerens recoveryproces.

Fokus på ensomhed og mindskning af misbrug hos vores borgere har ikke været muligt i 2017.
Hverdagen indeholder ikke tid og ressourcer til dette fokus, og i stedet er vi nødt til at i føre os skyklapper for at overleve hverdagens moralske skrupler.

En følelse af at være dårligt klædt på til opgaven fylder en del i min bevidsthed. At den uddannelse jeg i sin tid gennemførte på frøbelseminariet i 2007 er for ringe, til at kunne varetage et job i psykiatrien.
Mine mange år i faget kan i følge kommunen ikke stå alene efter deres forventninger til mig som ansat.
Eller mine kollegaers for den sags skyld.

2018 står på kurser i recovery og rehabilitering.
Renovering af det sted der er bolig for 110 borgere og min arbejdsplads gennem 20 år.
Nedsmeltning af åben dialog processen der har været 3 år undervejs, fordi en ny åbenbaring er kommet frem i lyset nemlig grundfortællingen.

Det er ikke med begejstring at jeg hopper ind 2018, nærmere et par trætte traskende skridt hen over målstregen.
En følelse af at blive holdt for nar, ikke at blive lyttet til og blot at have fået strenge på arme og ben så forvaltningsfolk kan lege marionetteater med os ansatte i psykiatrien.”

Godt nytår til alle jer der har deltaget i kampen, til jer der har været medvirkende til at kampen er værd at kæmpe.
Lad 2018 være målet for at det sjette mord ikke bliver en realitet.

Tænk om det sjette drab i psykiatrien blev mig.

Jeg ved det sjette mord i psykiatrien vil blive en realitet, det står mig ganske klart. For der er ingen voksne og ansvarlige der tager os alvorligt, og alting er stadig det samme.

Favn livet Lene