Tænk om det sjette drab i psykiatrien blev mig.

---

Sidder med gru og ser udsendelsen omkring de 5 drab der har været i psykiatrien siden 2003.

Selv har psykiatrien været og er en kæmpe del af mit liv siden 1998.
Garvet og kompetent vil mange sikkert beskrive mig, efter alle disse år til at hærde og forme så jeg formår, at observere og hurtigt ænse når en tilstand ændrer sig hos en borger.
Vilkårene har ændret sig markant gennem tiden, de mange drab har medført strakspåbud på alle bosteder i Københavns kommune.
Det er nu ikke længere tilladt at være alene med borgerne når man er på bostedet, men vi bevæger os stadig udenfor matriklen uden alarmer med borgere der pludselig kan få det psykisk dårligt.
Vi bevæger os i et grænseland på mange fronter, på et bosted med dets mangfoldighed af borgere med blandingsmisbrug, kriminalitet, voldelige og truende, ængstelige, angste, paranoide, tvangsprægede, borderline, depressive og maniske tilstande. 110 borgere under samme tag, her lever mennesker med et alsidigt misbrug dør om dør med mennesker, der kæmper for at holde sig stoffri, angste og tvangsprægede dør om dør med mennesker der er kriminelle, misbrugende og andre der kan opleves som komplet grænseløse i deres adfærd.
Et sammensurium af kaos der forsøges dæmpet med struktur, medicin og rummelighed/lydhørhed fra både de borgere der formår at evne denne empatiske tilgang til omverdenen og ikke mindst personalet.
Psykiatrien kæmper på mange fronter en ulige kamp med alt for få ressourcer, flugten fra feltet af psykiatere, psykiatriske sygeplejersker så vi efterlades med få dygtige folk, der forsøger at løfte en alt for tung opgave. Resultatet er for lidt kontakt mellem borger og psykiater, hvilket medfører for lidt fokus på medicinen og justering af denne.
Den nye sundhedsplatform der skal søsættes er det sidste knivstik psykiatrien har behov for, da den øger behovet for flere læger/psykiatere.
I stedet forsinkes de få psykiatere/læger der er, så deres borgerkontakt formindskes endnu mere.
Det er ikke længere tilladt at have knive på bosteder, alt er låst inde og spidserne er slebet af så de ikke kan stikke men kun skære.
Men hvori ligger sikkerheden i at alle knive er låst væk, når det ikke tager mere end 10 minutter at komme ned til det nærmeste supermarked hvor alle har mulighed for at købe deres egen kniv.
Risikovurderingsproceduren der skal sikre at personalet til alle tider kan dokumentere og stå til ansvar for, at vi har overblik over om vores 110 borgere har ændringer i deres psykiske tilstand. Hvad med de borgere der isolerer sig i boligen, de vi ikke har den daglige berøring med. Hvad med de borgere der kan komme udefra på besøg i huset, som vi ikke kender.
Vi bevæger os rundt bag låste døre, med alarmer til at sikre hurtig hjælp, altid med et øje for hinanden og med daglig risikovurdering af borgere vi mener har negative ændringer deres adfærd.
Alt der kan skade er låst forsvarligt inde bag lås og slå.
Her skal vi sørge for at borgeren udvikler sig i en recovery proces, tager den ordinerede medicin, ikke er misbrugende, ikke udøver kriminalitet, at alle bliver rummet og lyttet til. At alle sikres optimal sundhedstilstand gennem tilbud om lægetjek. At alle bor i en bolig der ikke er sundhedsskadelig.
Det er som at holde en myretue i snor, i en tid hvor kerneopgaven handler om sikkerhed og farlighedskriteriet er i fokus. Alt sammen udført af hjertevarme kollegaer, med faglighed og rummelighed der kæmper en fælles kamp med serviceloven i hånden som eneste forsvar.

 

Favn livet Lene