Med tiden blev Blågårdsgade overtaget af de store drenge, der troede de blev mere mænd, af at sælge hash og true de lokale erhvervsdrivende til, at betale beskyttelsespenge.

En stuelejlighed i Baggesensgade faldt som kaldet ned i favnen på mine kun 20 år gamle arme.
Stod som “hjemløs”, på gaden med min kun 1 årige søn.
Af nød havde min vej fundet hjem igen til mine forældre, der lagde tag til vores turbulente liv gennem et halvt år.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det med at flytte hjem igen efter flere år ude, ikke er nogen smal sag.
Her stod vi så sønnike og jeg med 3 værelser til vores rådighed, og kun møbler til at fylde et halvt værelse op.
Det første lange tid rungede det i rummene når nogen sagde noget, men det var vores og det var hjem.

I gården som vi delte med den lokale grill rundt om hjørnet i Todesgade, rendte forvirrede rotter rundt mellem de overfyldte skraldespande, hvor stegefedtet løb ned af kanten.
Opgangene ved siden af genspejlede oprindelig Nørrebro idyl før de ivrige entreprenører havde sat deres glubske hænder på dem.
Min lejlighed var nyrenoveret og duftede af træ og maling, hårde hvidevarer var ikke eksisterende så gennem de første år, var der tomme huller og et par kogeplader på bordet.

Lejligheden vi boede i var tidligere en pornobutik men det var ikke meget af dette, der var efterladt til os.
Nørrebros rummelighed og forskelligartede personligheder tog imod os med åbne arme.
Her sad iagttagende kvinder på de små lokale legepladser og bænkmiljøer rundt omkring. Her holdt de øje med børnenes leg, og når de forlod stedet var der kun resterne af deres solsikkekerneskaller som bevis på de havde været der.
Nærmiljøet var farverigt og summende, i Blågårdsgade overlevede den ene grønthandler efter den anden side om side.

På pladsen summede det af liv fra både øldrikkende livsnydere, prominente cafégæster og børnefamilier af alle slags.
Loppemarked, fodbold og blågårdsbibliotek til at favne børn i alle aldre og sikre, at leg blev en del af hverdagen.
Elmegade med det lokale vaskeri, her sad folk pænt på rækken af træbænke, og røg børnefamilierne op i hovedet.
Nørrebro var hipt og rummeligt, det var stedet hvor der var plads til alle.
Kebabgaden blomstrede og ingen behøvede at gå sultne i seng.

Over altanens rækværk råbte en mor nærmest messende efter den yngste søn Mohammed, der virkede til at være rendt længere væk end stemmen kunne række.
Nørrebro blev mit hood, et sted hvor fordomme og kulturforskrækkethed ikke kunne vokse og gro.
Et mini mekka midt i byens larm og uro, det blev stedet hvor børnefamilier, hippe kærestepar og trendsettere fandt vej til.
Med tiden blev Blågårdsgade overtaget af de store drenge, der troede de blev mere mænd, af at sælge hash og true de lokale erhvervsdrivende til, at betale beskyttelsespenge.

Nørrebro har overlevet mange kampe gennem årene, men hvorvidt det er muligt at få uddrevet bander som Loyale to familia. Der paradoksalt nok er medvirkende til, at drive børnefamilier ud af bydelen, skabe utryghed hos alle mødre for hvornår deres teenagedreng rammes af deres storhedsvanvid.
LTF i har ingen skam i livet at leve et så egocentrisk liv, hvor i sætter uskyldige menneskers liv på spil.
Nok er i loyale overfor jeres egne, men jeg håber i en dag finder jer selv overladt til egen skæbne. Den dag regnskabet skal gøres op, og i skal stå til ansvar. Der findes intet andet end dårlig moral og griskhed til, at forsvare jeres ugerninger.
Skam jer, om i ved hvad det vil sige.

Favn livet Lene