Me too- Der vil være mænd, der proklamerer, at vi kvinder selv kan ændre på denne uønskede tilnærmelse fra det modsatte køn, om blot vi passede vores kvindelige pligter og aldrig lod manden sulte.

Me too kampagnen puh hvor skal jeg overhovedet begynde.
Jeg oplever debatten skaber mere panik hos det mandlige køn, end hos det kvindelige. Skyldes det at alle mænd nu løber febrilske rundt om sig selv, for hvem skal de nu rage på til næste firmafest eller når de hænger i baren en sen fredag aften.
Seksuelle krænkelser har skabt debat og røre i medierne, og vores grænser i forhold til egne kroppe er sat op til offentlig måling.
Hvad må vi nu om vi gerne vil i kontakt med det modsatte køn?

Argh hvorfor er dette overhovedet et issue, jeg fatter nada af hvordan det er rimeligt, at skulle bruge tid på, at debattere hvad, der er acceptabel adfærd i det offentlige rum.
Burde det ikke være implicit, at man flækker næbbet og holder nallerne for sig selv?

Er der tale om, at mænd har et øget behov for magt og kontrol over kvinden, og derved finder det som en normal accepteret handling, at tage en kvinde på røven eller komme med seksuelle hentydninger til hende?

Jeg er selv en af de kvinder, der har oplevet seksuel krænkelse i det offentlige rum. Listen over mine oplevede tilfælde er desværre lang og startede tidligt i mine teenageår.
Det virkede som naturligt, at fremmede mænd kunne pointere mine kvindelige attributter.
De krænkelser jeg har været udsat for gennem årene spænder bredt fra et klap i røven af en fremmed på Hovedbanegården foran min kæreste til, at blive forulempet psykisk gennem en mand, der masturberer helt op i forruden på sin bil, da han ser mig komme løbende en tidlig morgen.

Det værste for mit vedkommende er, at uafhængigt af hvad, der er sket har jeg stiltiende accepteret, at det fandt sted. Der har ikke været noget i mig, der har opponeret og skreget ud i verden af vrede og harme.

Sidder her i min lejlighed på Frederiksberg i en alder af 44 år og forsøger febrilsk, at finde en forklaring på dette, jeg kan læne mig op af.
Men også en forklaring, der kan retfærdiggøre de oplevelser jeg har været udsat for, og som debatten vidner om, at jeg på ingen måde står alene i.

Dette uden at gøre noget ved det andet end at lægge krop og psyke til, blot afventende i forhold til at næste gang opstår.
For ikke før jeg lærer, at håndtere mine egne handlemønstre kan jeg medvirke til, at reagere hensigtsmæssigt på, at blive udsat for uretmæssigheder.

Er godt klar over, at der peges fingre af det mandlige køn i denne debat, men der er også mænd, der oplever dette.
Det løser ikke konflikten, at pege fingre af hinanden og sætte kryds med kridt på hoveddørene.

Vi må alle tage afsæt i os selv, de af os der ikke formår, at sige fra og sætte tydelige grænser skal lære, at råbe højt og sige nej/stop.
De der ikke formår, at afkode hvor og hvad der er accepteret adfærd og overskrider disse grænser må tage fat i egen barm, eller skæg og arbejde med dette.

Derudover tænker jeg at der skal i gang sættes en samfundsmæssig opgradering af hvad vi som forældre lærer vores børn omkring egne og andres grænser.
Porno på nettet er ikke et billede, der giver børn den rette læring om grænser og kærlighed.
Mobning og chikane gennem sociale medier giver heller ikke et reelt billede af hvordan vi skal omgåes i det sociale rum.

Lad os derfor satse på, at give den endnu spæde generation nogle sunde holdninger til hvordan vi ønsker, at leve sammen som mænd og kvinder anno 2017 og frem.

Tag udgangspunkt i dig selv og dit eget ansvar og stop med, at pege fingre af omgivelserne.

Der vil være mænd, der proklamerer, at vi kvinder selv kan ændre på denne uønskede tilnærmelse fra det modsatte køn, om blot vi passede vores kvindelige pligter og aldrig lod manden sulte.

Hvad tænker i om det kvinder?

Favn livet Lene