Dø helst med din hånd i min…..men aldrig alene!

Kære far
Hører du min stemme, der hvor du har fundet din plads i efterlivet. Sænk dine parader og lyt til min sorg.
Du ønskede ikke min hjælp i livet og tog herfra uden, at tage afsked.
Om bare jeg forstod din smerte i livet, håber den er forsvundet fra dig nu.

Jeg forlader Sundby kapel til tonerne af Kim Larsen med en klump i halsen over, at have sagt farvel til dig. Du tog herfra i en alder af kun 62 år og valgte, at dø alene i din lejlighed på Amager.

Om der rent faktisk var tale om et valg står stadig uklart for mig, men har febrilsk forsøgt at finde en forklaring på hvad årsagen var til din alt for tidlige død.
Har læst dine gamle notesbøger i gennem fra a til z for ikke, at misse den mindste detalje, alle dine skriblerier, der lå gemt som den eneste fortælling tilbage.

Du mistede din korttidshukommelse i forbindelse med en massiv hjerneblødning år tilbage. Den fjernede dagen i går, og gjorde det nødvendigt at du skrev alle vigtige detaljer ned for at huske.
Men jeg kan ikke knække koderne, så hjælp mig med at forstå dem.
Din sygdom var medvirkende til, at formildne din personlighed og gøre dig nærmest menneskelig.
Det var grunden til, at jeg gav dig en chance mere for, at være den far jeg manglede, men skæbnen ville at du forsvandt igen til døden.

Far du døde alene, var det fordi den kom bag på dig? Det håber jeg!

Da du tog det sidste åndedrag og alt din varme forsvandt ud af kroppen, da dødsstivheden indtrådte og efterlod din krop iskold, da burde det ikke være alene du tog afsked med denne din verden.

Uvisheden om din død har sat mine tanker i gang omkring efterlivet og hvad det er for en størrelse.
Mange teser er spundet gennem tiden, kommer vi i himmelen eller i helvede, rejser vi til Narnia eller skal vi vente i 49 dage på vores genfødsel.
Skal livet gøres op og den lille sorte bog gennemgås om hvorvidt det er op eller ned, om det er god eller dårlig karma.
En ting er sikker, livet får en ende for os alle. Men jeg ved endnu ikke hvornår eller hvordan, og hvad sker der efter, gør det ondt at dø og hvad om jeg ikke er klar når det sker?

Den dag jeg accepterer, at alderdommen er indtruffet er døden så nået det tættere på?
Hvordan kan livet gøres op, er det nemmere at tage afsted som gammel end når du er ung.

Når alt kommer til alt så har vi fra starten af travlt med, at se ud i fremtiden og skulle nå det hele på den halve tid. Ellers hænger vi fast i fortidens smerte, sorg og skader, der har ramt os så noget af os ikke kan slippe helt.

Det sker, at jeg holdes fast i øjeblikket af en oplevelse, der gør at mine tanker og opmærksomhed er her lige nu, uden at flygte væk i det der var eller skal komme.

I mit arbejdsliv er jeg klædt på til at møde døden. Når jeg står med en døende helt inde under huden, holder vedkommende i hånden for, at lade ham eller hende mærke, at jeg er der.
Fugter en vaskeklud og køler panden let, klemmer den stadig varme hånd med alle de tydelige tegn på at døden er på vej.
De blålige negle og vejrtrækningen, der langsomt besværes mere og mere indtil den til sidst stopper helt.

Sidder her i stilhed og bare er, tålmodigt afventende, at hjertet skal stoppe med at sende blodet rundt i kroppen.
Tusind tanker står på hold, men min bevidsthed lader dem vente.

Den fredelige død er den letteste, at være i sammen, hvor hjertet stopper med et lille pust.
Kampen om at holde fast i livet til det sidste er svær, at være i for os begge, angsten og smerten ved at slippe livet og flyve væk kræver mod hos nogen.

Tænker ofte på hvordan du trådte ind i døden, skreg du dig fri af alle dine dæmoner eller sov du blot stille ind?
Da vi fandt dig sad du der på sengekanten, kun i ført dine underbukser halvt siddende som var du på vej til, at rejse dig. Hvor skulle du hen far, ville du endelig række ud efter vores hjælp?

Den forventede død, eller den uhelbredelige syge, der langsomt sygner hen og mister kontakten med det der var lang tid før livet slutter.
Døden der kommer bag på alle og smerten ved ikke, at kunne nå at få sagt og gjort alt det man ville.

Når ulykken rammer og man klynges fast i det sidste øjeblik man havde sammen, sætter dette på repeat alt for længe.
Selvmordet der ikke er til, at tilgive for de der er ladt tilbage, og når forældre overlever deres barn.

Vores sundhedsvæsen tillader, at mennesker der er døende ligger deres sidste dage på en 4 sengs stue, med uro og larm samt et mylder af folk ud og ind af stuen. Uden hensyn til, at denne sidste rejse kræver ro og hensyn til både den døende og dennes pårørende.

Det sker alt for ofte, at ældre dør i eget hjem uden nogen ved deres side, og findes af hjemmeplejen en dag.
At de der ingen efterladte har, sover ind i en hospitalsseng alene uden en hånd, at holde i eller en stemme til, at hviske god rejse.

At optimal smertedækning og angstdæmpende medicin er afhængig af hvilken læge den døende er i hænderne på.
Der er ingen i sundhedsvæsnet der er eksperter i terminal pleje pånær onkologisk afdeling og de der arbejder på hospice.

Jeg har oplevet mennesker dø siddende ret op og ned i en lænestol alene, eller halvt liggende på sengen som min far.
En døde med min hånd i sin efter usynlige hænder nærmest havde klemt den sidste ilt ud af ham, så hans ansigt blev blåviolet og der stod grønt slim ud af munden.
En forventet død, der dog kom pludseligt og en efterfølgende tilfredshed over jeg stod det igennem sammen med ham.

Har siddet ved en mand hvis lunger og krop blev ædt op af kræft, men til det sidste kaldte han efter en smøg.
Sad ved hans side og vågede over ham, at den tændte cigaret, der blot skulle hænge i hans mundvige som trøst ikke faldt på dynen, så han brød ud i lys lue.

Har våget, holdt og grædt af savn over alle disse mennesker jeg har taget afsked med på min vej, for et farvel er for mig altid svært uanset alder og hvilket liv de har levet.

Døden kan have alle farver og lyde, den kan være ensom og fyldt med gråd.
Men jeg ved, at ingen mennesker skal dø alene medmindre det er et valg de selv har truffet.
Døden skal ikke gøre ondt og ej være fyldt med angst.
Alle skal vi tilbydes en hånd og en til, at gå med det sidste stykke af vejen indtil, der hvor det må klares alene.

Jeg åbner vinduet på klem far så din sjæl kan flyve bort til, der hvor du hører til.

Den dag hvor min tid kommer, hvornår det så end er, ønsker jeg at mine kære vil være, der til at gøre min rejse ud i uvisheden lettere.
Og far vi ses på den anden side..

Favn livet Lene