Ved der er mange derude som ønsker forandringer men de åbner aldrig munden og giver udtryk for, at det er sådan de har det.

Tusinde tanker farer gennem mit nærmest udmattede hovede denne morgen, for det er ikke i min vildeste forstand til at forstå.
Sidder her under dynen og føler på den ene side, at min verden i dette øjeblik er ufattelig lille og tryg. Men når jeg løfter blikket og vender det væk fra mig selv og alt mit eget hverdagsfnidder, så overrumples jeg og må kigge ned.
Det føles nærmest som om, at det vil være umuligt at udvælge et præcist sted, at tage fat om og gøre noget ved.

Er det samme mekanisme, der opstår for størstedelen af mine medmennesker, og kan dette samtidig undskylde på deres vegne, at de ikke forholder sig kritiske i en udstrækning, der medfører reel handling.
Her er alarmerende stille taget i betragtning af, at verden omkring os mange steder er ved at smuldre. Ret som udgangspunkt bare blikket mod os selv herhjemme hvor bander regerer på gaderne, sundhedsvæsnet er i opløsning og vores psykisk skrøbelige borgere flakker rundt på gader og stræder, indtil de bæres væk af en mand i uniform.

Men det føles surrealistisk at være borger i et land, der på den ene side mener at være et forgangsland, og på trods af vores størrelse stadig formår at blive set og hørt i et globalt perspektiv.
Men når det kommer til at se mere indad som land, at forholde sig navlebeskuende på egen formåen.
Der mener jeg i allerhøjeste grad, at vi skal være kritiske, for der er noget galt i Danmark.
Dybbøl mølle maler helt af helvedes til.
Men det virker til kun at være en minoritetsgruppe af tvivlere og kritikere, der råber vagt i gevær.

Men hvad er årsagen til at denne stilhed er så dominerende og ingen rigtig tager noget ansvar for at ytre sig.Vi bor i et land med ytringsfrihed, det er faktisk muligt og ikke mindst lovligt, at give udtryk for egen mening og utilfredshed. Men det er så få der benytter sig af det, mon de ikke orker, tør eller måske bare mener at det ikke flytter på noget.

Kast blikket tilbage på kvindebevægelsen, ungdomsoprøret og jo det er længe siden men alligevel et meget godt billede på, at det betaler sig at gå i front.
Det nytter ikke noget at lade en stå alene om at råbe, det kræver opbakning og at flere tager fat om tyrens horn.

En stemme høres ikke i mængden, det gør flere….

Favn livet Lene