‘Det handler ikke om dig’ er en læresætning, der er tygget drøv på indenfor vores fag.

Du ved ikke hvordan det føles, at være ansat i psykiatrien førend du har prøvet det selv. Men vil forsøge gennem min beretning at du tilnærmelsesvis kan sætte dig ind i det. Du vil dog aldrig kunne mærke og fornemme hvad det præcist betyder. Efter 20 år i psykiatrien er det stadig ikke muligt for mig som ansat virkelig, at vide hvad et liv med en psykisk lidelse medfører for den enkelte. Det er en subjektiv følelse som i manges tilfælde afhænger af omgivelsernes forståelse og indlevelse. Når man har ondt i livet har det en enorm betydning, at føle sig hørt og set for det menneske man er. Men for at overleve sin smerte er det også af betydning...

Den mørke tid tvinger de depressive i knæ og de misbrugene forsøger, at gemme en mønt til julegaverne.

Julen er hjerternes fest det samme gælder i det skæve hus på Nørrebro. Her er det blot de bristede hjerter klippet med børnesakse af sikkerhedsmæssige grunde. Den mørke tid tvinger de depressive i knæ og de misbrugene forsøger, at gemme en mønt til julegaverne. December måned er hård for en del af de mennesker der bor her, fordi den vidner om det sparsomme eller manglende netværk. I hallen tager juletræet med sin pynt imod de der kommer på visit, det er pyntet pænt af personalet så det tager sig ordentligt ud. Men hvad er et træ uden julegaver under, dem er der ikke nogen af i det skæve hus for de er sparet væk af kommunen. På trods af dette...

#viermereværd på vej mod et anarkistisk samfund!

  Det offentlige rum er blevet vores allesammens frirum til, at te os som vi vil. Offentlige ansatte er blevet skydeskiver hvorpå alle kan afreagere og føler sig berettiget til at sige og gøre lige hvad der falder dem ind. Det er mig ganske uklart hvordan man som menneske kan forsvare at overfuse en offentligt ansat gennem verbale trusler og nedgørende øgenavne. Kommentarer der er langt under lavmål, personrettet og primitive. Din fucking luder, kælling, smatso jeg knepper dig i røven. Hvordan kan vi som samfund retfærdiggøre at parkeringsvagter, kontrollører, buschauffører, politifolk, pædagoger, skolelærere, sygeplejersker og et utal af andre faggrupper udsættes for en adfærd som denne. Det virker til at vores sanktionsmuligheder er ikke eksisterende og risikoen for at...

#viermereværd

Kære alle kollegaer i den offentlige sektor Et opråb fra en efterhånden udmattet socialpædagog, der har slidt skosålerne tynde på et socialpsykiatrisk bosted på Nørrebro. Den forgange måned har jeg været i gennem et psykologforløb. Det er anden gang i mine 20 år inden for faget, og begge gange ligger indenfor de seneste år. Den sidste uge er der lavet to registreringer af fysisk vold og trusler, hvor jeg har været involveret. Der har været to episoder indenfor den seneste uge med tilkald af politiet, overfaldsalarmerne har været rødglødende og brandvæsnet har også været på visit. Det pædagogiske arbejde har været i form af ildebrandsslukninger rettet imod enkeltpersoner som har formået, at dræne personalet og medbeboere for energi og overskud....

Bør jeg stå frem og indberette mine kollegaer og jeg for omsorgssvigt?

Hvor langt rækker min indberetningspligt overfor de mennesker jeg i virkeligheden bør værne om og passe på? Når nu jeg godt ved og hver dag er vidne til, at vi i langt højere grad udsætter borgerne for omsorgssvigt på grund af for få ressourcer. Der er ikke nogle af mine kollegaer der er inkompetente, uetiske eller dårlige til deres arbejde. Men hvordan kan det forsvares at os de veluddannede, kompetente og erfarne indenfor faget til stadighed vælger at udføre vores arbejde. Når det er synligt for enhver at vi yder daglig omsorgssvigt overfor en gruppe mennesker, der ikke har overskud til at modsætte sig. Er det fordi vi er trætte, ikke kan overskue konsekvenserne, at vi vedbliver at vende det...