‘Det handler ikke om dig’ er en læresætning, der er tygget drøv på indenfor vores fag.

Du ved ikke hvordan det føles, at være ansat i psykiatrien førend du har prøvet det selv.
Men vil forsøge gennem min beretning at du tilnærmelsesvis kan sætte dig ind i det.
Du vil dog aldrig kunne mærke og fornemme hvad det præcist betyder.
Efter 20 år i psykiatrien er det stadig ikke muligt for mig som ansat virkelig, at vide hvad et liv med en psykisk lidelse medfører for den enkelte.
Det er en subjektiv følelse som i manges tilfælde afhænger af omgivelsernes forståelse og indlevelse.

Når man har ondt i livet har det en enorm betydning, at føle sig hørt og set for det menneske man er.
Men for at overleve sin smerte er det også af betydning at lidelsen adskilles fra en, så den ikke bliver en alt for integreret størrelse.
Jeg har mine symptomer og min psykiske lidelse, der har indflydelse på mit liv og min færden.
Men jeg er også en masse andet end dette, og det du ser og oplever handler ikke nødvendigvis om denne.

At adskille individ og diagnose er essentielt i mødet, at vi ikke tenderer til at hægte alt op på diagnosen.
Som ansat i psykiatrien kan det også være udfordrende at få omgivelserne til, at leve sig ind i hvad det gør ved en, at skulle navigere i et arbejdsfelt hvor alt kan ske.
Hvad det gør ved en at blive udsat for råben og skrigen,verbale trusler eller meget personrettede nedgørende bemærkninger.
Det slider på en som menneske både på det faglige niveau men også på mig som menneske.

I mit arbejde er jeg mit eget redskab og derfor skal jeg have mig selv med på job hver gang, det er ikke muligt at udføre mit arbejde om jeg er ude af mig selv.
Derfor er jeg af helt egocentriske årsager nødsaget til at passe på mig selv, og holde trusler og nedgørelser væk fra kroppen.
For at kunne dette er supervision, faglig sparring med kollegaer vigtigt for der, at holde tingene oppe i et fagligt lys. At der er et rum hvor jeg kan udtrykke hvad det gør ved mig, at blive udsat for verbal chikane.

“Det handler ikke om dig” er en læresætning, der er tygget drøv på indenfor vores fag.
Det er ganske givet, at det ikke handler om mig som menneske, men en reaktion på de faglige beslutninger og rammer jeg sætter op i omsorg for den enkelte.
Men efter lang tid med gentagende vold og trusler bliver huden tyndere og tolerancen mindre.
Overblikket forsvinder og jeg kan mærke evnen til at danne overblik og favne ganske simple udfordringer besværliggøres.

Sliddet og den medfølgende apati bevirker at intet rigtig bliver færdiggjort og tanken om, at der er noget jeg har glemt fylder i min bevidsthed.
I forbindelse med at jeg skriver dette tydeliggøres det hvor usundt et arbejdsmiljø jeg faktisk befinder mig i. Dette ganske frivilligt og til en uhyre dårlig løn. Men jeg vil fastholde at det ikke nødvendigvis bliver bedre eller anderledes et andet sted, for vi er ramt på et langt bredere niveau indenfor både SUF og SOF.

Med tiden har jeg skrevet en del indlæg omkring mit arbejde i socialpsykiatrien. Jo flere af disse, jo mere bliver jeg opmærksom på at det ikke er muligt, at få andre til at forstå min virkelighed.
Det skal mærkes på egen krop……

Favn livet Lene