Vores Socialpsykiatri lukrerer i dag på, at der er et flow af elever og studerende til at udføre det pædagogiske arbejde, det faste personale ikke kan nå.

Flere varme hænder sker kun ved, at vi i vinterkulden tager vanter og handsker på.

Vores Socialpsykiatri lukrerer i dag på at der er et flow af elever og studerende til at udføre det pædagogiske arbejde, det faste personale ikke kan nå.
Det kan virke paradoksalt at være en del af et system der tillader at vores mest skrøbelige borgere skal udsættes for dette.

Det er vigtigt for mig at understrege at det ikke handler om vores uddannelsestilbud for elever/studerende. Da det er nødvendigt og lærerigt for både elev og vejleder, at have en praksis med rum til både undren og at lære fra sig.
Men at vores hverdag på de psykiatriske bosteder kun hænger sammen rent praktisk ved, at vi som personale planlægger elever og studerende ind i denne.

Forestil dig at vi fjernede alle taxachaffører fra indre by fredag til søndag, det ville skabe kaos og ulidelig ventetid. Frygtelig tanke og det samme ville gøre sig gældende om vi ikke havde elever/studerende på etagen.
Turene ud af huset ville mindskes drastisk, vores mulighed for at uddelegere praktiske opgaver såsom vasketøj, rengøring og følgeskab til borgerne rundt i og udenfor huset samt synlighed på fællesarealet ville falde markant.

Men er det virkelig rimeligt at vi i dag har en social psykiatri der lukrerer på at der er elever/studerende.
Vi forpligter os jo til at det også er et læringsrum for de uddannelsesaktive.
Men som det er i dag har borgerne størstedelen af kontakten med disse. Da det faste personale, os med erfaringerne og ekspertisen ikke har tid i det daglige.
Jeg anvender mere tid med medicinske opgaver, eksterne samarbejdsopgaver med læger/hospitaler/apoteker samt at udfylde/dokumentere og sikre, at samtlige bureaukratisk besluttede skemaer er udfyldt.

Jeg valgte at uddanne mig indenfor det humanistiske felt, i det pædagogiske område fordi min forhåbning var, at jeg kunne medvirke til, at gøre en forskel for marginaliserede mennesker.
I stedet sidder jeg fanget som en anden kontorfunktionær foran en skærm, hvor jeg beskriver borgeren ud fra mine observationer og daglige kontakt.
Det kræver større og større fantasi for jeg udarbejder beskrivelser om mennesker jeg kun møder ganske flygtigt gennem en dag.

Der kommer ikke flere varme hænder lyder meldingen, men der opleves en stigning i kompleksiteten af de borgertyper vi skal favne. Heldigvis så er det også varslet, at vi fremadrettet skal tage imod et større antal elever end ellers, så løser det sig nok i den sidste ende. Tror i ikke?

Favn livet Lene