Ved ikke om jeg tør gå på arbejde i dag!

Det er så uforståeligt at vi endnu engang skal sørge over en kollega, denne gang overlevede hun dog men skal resten af livet leve med arrene på sin krop og sjæl.
Er i syv sind om det er i dag jeg skal vælge at blive væk fra job, for hvordan kan jeg vedblive, at tage afsted.
Det er rykket tættere på og angsten for, at det bliver min skæbne, der rammes næste gang øges voldsomt.
Lindegården og nu Fogedgården, hvorfor skulle det være anderledes hos os.

Alle de strakspåbud, der blev iværksat efter Vivis død, sikkerhedsprocedurer der skal overholdes for, at sikre vores liv og levned.
Men hvad nytter det i virkeligheden, det er som at i føre sig en cykelhjelm i trafikken og tro at man så vil overleve, at blive ramt af en bil.
Muligvis dør jeg ikke men mit liv vil aldrig blive det samme igen.
Følelsen af at kaste mig i løvernes bur frivilligt hver gang jeg træder ind af døren på job, for hvem kan overhovedet sørge for min sikkerhed.
En psykotisk beboer med kniv, syre, kogende vand eller en anden form for våben.
Hvordan undgår jeg, at blive skadet måske med døden til følge af dette?

Vores alarmsystem er effektivt når en beboer kører op og bliver råbende og udadreagerende. Det virker ofte præventivt, at der stimler en stor gruppe af personaler op.
Men i ydertimerne er der 3 på hver etage, og om alle er i huset giver det på en god dag 12 personaler.
Vi er ikke nødvendigvis veltrænede og muskuløse, vi har ikke gået til kampsport og vi har intet, at forsvare os med andet end vores tilstedeværelse og gode argumenter.
Men for fanden det bør jo heller ikke være et issue på et socialpsykiatrisk bosted, der figurerer hjem for 110 beboere.
Om blot muligheden var der for, at få psykisk dårlige beboere indlagt i tide, at der var sengepladser nok til, at beboere ikke udskrives inden de er færdigbehandlet.
At der ikke skal visiteres beboere med voldsdomme, samt at beboere med massivt misbrug ikke hører til på et bosted hvor, der ingen behandlingsmuligheder er.

Vores vigtigste redskab som ansatte på bostederne rundt omkring er relationsarbejdet, at beboerne opnår en følelse af tillid og tiltro til, at vi ønsker dem det godt.
At der skabes mulighed for at komme ud af sit misbrug, og fastholde dette.
At man kan blive indlagt hurtigt i behandlingsregi når depressionen, manien eller psykosen tager over.
At man er velbehandlet og om der opleves medicinsvigt i gang sættes et samarbejde med behandlende psykiater og gerne behandlingspsykiatrien så personen kan komme i beskyttede rammer undervejs.
Det er jo i de skrøbelige perioder hvor der er tale om psykose, vrede og paranoia måske udløst af euforiserende stoffer, medicinsvigt eller den psykiske lidelse. Det er i de tilfælde, at beboerne kan være i risiko for, at yde vold med døden til følge overfor personalet eller de øvrige beboere, samt tilfældige på gaden.

Personalet sætter rammer i det omfang det er muligt for at sikre, at alle 110 kan bo under samme tag.
Der motiveres til at tage gode valg i livet for den enkelte og i sidste ende, at komme ud på den anden side af sin psykiske lidelse.
Men for mange er der langt og det er flere skridt tilbage end frem.
Viljen og lysten til at komme ud af et eventuelt misbrug skal komme fra personen selv, og det kan være svært at sige fra og holde ved når stofferne florerer lige om næsen på en.
Har man levet et liv på kanten og har oplevet massive svigt gennem livet fra de mennesker, der burde have elsket en.
Er tankerne paranoide og ingen har villet en noget godt nogensinde, hvad skal man så bruge endnu en skide pædagog til, at fortælle en, at livet kan være anderledes.

Mine tanker kredser om de 5 mord og den dybt tragiske hændelse på Fogedgården.
Hvornår sker det igen?

Ved ikke om jeg tør at gå på arbejde i dag….

 

Favn livet Lene