Jeg orker ikke, at læse flere indlæg om kollegaer i sundhedsvæsnet eller indenfor mit eget område psykiatrien, der er kommet til skade eller i yderste konsekvens slået ihjel.

Selvpineri og ynk er der ikke tid til at dvæle ved. Den manglende opgradering og oprydning i mit arbejdsfelt, som Københavns kommune skulle have taget på sig. Det er ikke sket endnu og hver dag er vi som ansatte i risiko for, at udføre fejl i vores arbejde.

Jeg er ikke så naiv, at jeg ikke godt ved, at risikoen for fejl er potentielt til stede når det er menneske udført arbejde.
Men jeg oplever, at der er en stigning i antallet af UTH’er. Risikoen er steget proportionelt med, at tiden til den enkelte borger er mindsket og skal opgaverne er steget markant.
Der er uendelig mange faldgrupper hvor vi som personale vil være i risiko for, at lave fejl i vores arbejde.
At overse noget vigtigt i det korte møde med borgeren, ikke lige at have tid og mulighed for virkelig, at lytte og observere. At have for mange opgaver på en gang samt, at blive forstyrret konstant i det du står med.
Muligheden for fordybelse er nærmest ikke eksisterende. Finder dette sted over en længere periode stiger risikoen for, at der sker fejl. Men også at vi som personale bliver belastet psykisk, og i sidste ende kan udvikle symptomer på en stresstilstand.

Ansvaret vi pålægges fra vores arbejdsgiver Københavns kommune harmonerer ikke med de midler vi tildeles.
Gennem en lang årrække er mængden af nye tiltag eksploderet, hvilket har bevirket af vi som arbejdsplads er nødsaget til, at løbe stærkere.
Lige meget hvor hurtigt vi løber vil det faktum, at vi er nødt til at rende stærkt bevirke, at der er noget vi overser og mister i farten.
Der er ikke nogle arbejdsområder hvor det er en fordel, at rende for stærkt, da det vil have indflydelse på kvaliteten af ens arbejde.
Københavns kommune vil sikkert kalde det for effektivisering, jeg kalder det for hvad det er, at løbe urimelig stærkt for en meget lille løn, med et meget stort ansvar i hænderne.

Det er borgerne, der betaler prisen for kommunens effektiviseringer, gentagne stramninger og en overvurdering af hvad socialpsykiatrien kan bære uden, at korthuset falder sammen.
Som ansat skal mit fokus i dag være på sikkerhedsprocedurer, UTH’er, dokumentation i arbejdet, korrekt medicinhåndtering, fokus på det sygeplejefaglige. Vi skal kunne rumme borgere, der er udadreagerende, psykotiske, har domsforhold, manglende sygdomserkendelse, somatiske problemstillinger.
Det forekommer mig nærmest umuligt og i mine prioriteringer er det kerneydelsen, der hver gang flopper og ender i bunden. Dette fordi jeg som ansat er nødsaget til, at fokusere på ildebrands slukning først og fremmest.

Det er opslidende som sundhedsfaglig/socialfaglig medarbejder, at skulle prioritere og sortere så massivt i sine opgaver.
Der i min optik alle er vigtige og nødvendige for, at jeg kan udføre et solidt stykke arbejde.
Et arbejde hvor der er mennesker + psykisk skrøbelighed med i ligningen.
Jeg orker ikke, at læse flere indlæg om kollegaer i sundhedsvæsnet eller indenfor mit eget område psykiatrien, der er kommet til skade eller i yderste konsekvens slået ihjel. Eller har lavet fejl, der har så store konsekvenser for deres fremtidige arbejdsliv og privatliv, at det kan være svært at rejse sig igen.
Det er ikke rimeligt, at vi som ansatte skal betale prisen for, at kommunen nedprioriterer os.
For det er os ansatte og de der er brugere af systemet, der hver dag betaler prisen.

Favn livet Lene