Er det rimeligt at politiets manglende ressourcer øger risikoen for, at jeg bliver slået ihjel på mit arbejde.

Mine løbesko løber nogle dage urimelig stærkt og mit hoved ender der med, at summe uroligt som indsigelse imod en alt for lang arbejdsdag uden indtagelse af frokost og wc besøg, der flere gange er valgt fra, da der har været behov for min tilstedeværelse andetsteds.
På de lange og opslidende arbejdsdage føler jeg mine 181 cm skrumper til dværgstørrelse.

Det skæve hus rumsterer i perioder ud over det sædvanlige og trætheden ender der med at overmande mig. Så er der ikke meget energi tilbage til familien når jeg kommer hjem.

Det kan skyldes hændelser med borgere, der har udløst kaotiske og potentielt faretruende episoder gennem dagen. I de situationer hvor vi som personale ikke føler os i stand til, at håndtere dette selv uden risiko for at vi eller andre kommer voldsomt til skade er næste skridt, at kontakte politiet.

Som personale føler jeg der en magtesløshed over den afhængighed jeg oplever, der opstår i mellem os som psykiatri og den udøvende magt politiet.
Min vrede og håbløshed kastes per automatik udover politiet i de situationer hvor jeg som ansat i psykiatrien oplever, at blive nedprioriteret.
Når alarmcentralen provokerende spørger hvad jeg tænker de skal stille op med vores udadreagerende og påvirkede borgere når de går amok.
Alt for mange gange har jeg oplevet, at blive stillet personligt til ansvar omkring hvad jeg tænker, politiet skal stille op når jeg ringer til dem om assistance.

Jeg er klar over det er et spørgsmål om ressourcer og deraf nødvendige prioriteringer fra politiets side. Der er som indenfor alle øvrige instanser skåret ind til benet ressourcemæssigt. Der er ikke mandskab nok til, at politiet kan favne alt der opstår og i forvejen er de i fast taxakørsel for de psykisk syge, der fylder i gadebilledet.
Men det bevirker at jeg og mine kollegaer samt de øvrige borgere på vores bosted bliver målt og vejet når vi ringer efter akut hjælp.
Mand amok så skal der ske hurtig udrykning men trods dette venter vi stadig længere end hvad der føles forsvarligt i situationen.

Det virker til at overfaldet skal være gennemført inden de træder til, det er ikke længere nok, at det er tæt på at ske. Hvad er tæt nok?
Borgerne i socialpsykiatrien oplever jeg kan være påvirkede af både alkohol, stoffer og deres psykiske lidelse.
Denne sammenblanding kan være medvirkende til, at de tænder fuldstændig af og det kan komme som lyn fra en klar himmel.
Som personale har vi ansvaret for os selv, vores kollegaer, de øvrige borgere men i høj grad også det menneske, der er i fare for sig selv eller andre.
Vi må ikke anvende tvang eller tage fat i borgerne, så når borgerne går amok har vi kun en udvej og det er politiets hjælp ASAP.

Derfor virker det ganske håbløst for os i psykiatrien når vi i stedet mødes af beskeden om, “hvad havde i tænkt jer vi skal gøre ved vedkommende” og/eller “ja nu må vi se om, der kan komme nogen ud”.
Tænk sig om du som civil borger ringede 112 og fik denne besked fra personen i den anden ende af røret. At det er op til en fra alarmcentralen, at vurdere om du er i fare eller ej og i så fald er berettiget til hjælp.
Det er en grotesk og fatal udvikling og en dag behøver politiet ganske givet ikke komme til os, så kan de sende ligsynet i stedet for.

Hvornår kan vi som personale tillade os, at ringe 112 og sige mand amok for, at sikre hurtigere respons fra politiet?
Da vi jo desværre alt for tit oplever, at politiet ikke dukker op før efter lang tid, der kan snildt gå mere end 30-45 min fra vi har ringet om akut behov for mandskab grundet udadreagerende borgere.
Helt op til 1.5 time har jeg ventet og det virker enormt utrygt, at være ansat et sted hvor der er en potentiel risiko for, at blive udsat for overfald eller i yderste konsekvens at risikere livet.
Velvidende at politiet kommer når det lige passer ind i hvad der ellers er af episoder/bandekrig og andet i området.
Men skal vi tvinges ud i at overdrive for at fremme forståelsen, for i sidste ende bliver det Peter og ulven om igen.

Det er en ommer til Dansk politi, selvom det i den sidste ende ikke er dem der bærer skylden.
Men hvordan stiller det os som samfund, at vi ikke kan vide os sikre når vi ringer 112 om, der kommer den hjælp vi har behov for inden det er forsent.

Er det rimeligt at politiets manglende ressourcer øger risikoen for, at jeg bliver slået ihjel på mit arbejde!

Favn livet Lene