Alle der prøver, at dæmme ned for fareelementet, alle der blindt eller manipulerende forsøger, at overbevise os i psykiatrien om, at det er blevet bedre, er fulde af løgn.

I mørket føles alle knive skarpe, og løbeskoene finder hurtigt trinene op fra kælderens alt for lange, øde gang.

Jeg ved godt det er på egen regning hver gang jeg bevæger mig ned i kælderen i det skæve hus på Nørrebro.
I kælderen står resterne af plejehjemstiden gemt. Hospitalssenge der er mere eller mindre ubrugelige. De er mest til nød, for når valget står mellem en madras på gulvet eller en gammel slidt hospitalsseng, så er valget ofte ikke så svært.
Min alarm dingler slapt i buksernes kant, der er lavet af strik. Jeg holder på den med den ene hånd alt i mens jeg små løber det sidste stykke til jeg når trappen. Op i livet.
Væk fra kælderens stille mørke hvor det aldrig er til, at vide hvem man møder.
Men hvad er man for en kylling om, der skal slæbes en kollega med ned hver gang, der skal ordnes vasketøj.
Hænderne er få og travle. Tid er blevet en mangelvare. Det er noget der skal værnes om. Specielt den gode tid, ansigt til ansigts tid med borgeren.

Lugten der rammer min næse, da jeg når min egen etage er et mix af røg fra hash og cigaretter, gammelt pis og tøj, der har hængt på kroppen for længe. Men jeg registrerer det ikke i samme grad som udefrakommende. Tilvænning har hærdet mig.

Overfaldsalarmen lyder og jeg tager trinene to af gangen, har på telefonens display opsnappet, at det er på 4. sal det sker.
Ankommer som en af de første, med hjertet oppe i halsen efter løbeturen og med adrenalinen pumpende rundt i kroppen. Falsk alarm. Puh heldigvis, lettelsen fylder langsomt min krop og jeg tager trappen ned til min egen etage i små lette hop.
Er tæt på at støde ind i en borger på vej ind gennem døren til min etage. Undskylder og klemmer ham let på skulderen.
På etagens gang tages jeg imod af et par borgere, der har indfundet sig alle med forskellige grunde til at hænge ud.
Ensomhed og social besværlighed er kendetegnende for en del af borgerne, mange med en tendens til at isolere sig. Nogle med hang til at misbruge for derigennem, at få lagt låg på følelseslivet, eller få bugt med stemmerne.
I fælleskøkkenet hænger knivene, der af sikkerhedsmæssige hensyn er boltret fast på væggen i en wire, som en reminder om de 5 mord i psykiatrien.
Et deja vu til mig som ansat om, at der allerede har fundet 5 tragiske hændelser sted, hvor mine kollegaer har måtte lade livet. Alle tænker jeg i håbet om, at være medvirkende til, at gøre en forskel for en gruppe marginaliserede mennesker. At være en af de, der vedblev med at være der. Der ikke lod sig skræmme af trusler, vold, nedskæringer eller andet, der understregede at vi er udsat på daglig basis.

Alle der prøver, at dæmme ned for fareelementet, alle der blindt eller manipulerende forsøger, at overbevise os i psykiatrien om, at det er blevet bedre, er fulde af løgn.
Der er i virkeligheden ikke sket en forbedring, der kan retfærdiggøre, at vi kan tage trygge på job. De der har ansvar for, at sikre og forhindre at vi som ansatte ikke risikerer livet, når vi tager på job. De har fejlet, ved at sove i timen.
Strakspåbud, lukkede døre, alarmer, risikovurderinger, og visuel eller auditiv kontakt med en kollega. Det vil aldrig være nok, til at eliminere faren for mig som ansat.
Sålænge de misbrugende, psykotiske, voldelige og udadreagerende borgere er der. De der ender med at lægge os ned enten psykisk eller fysisk.
Der er ikke tid til, at holde øje med ændringer i personligheden/adfærden hos samtlige borgere og om de bliver akut farlige, dårlige, stofpåvirkede. Der har vi kun at sætte vores lid til, at politiet kommer når vi ringer.
Men mand amok er ikke længere lig med, at ressourcerne er der hos politiet. Så står vi der alene, og alt jeg kan forsvare mig med er kurset i konfliktnedtrapning, samt en alarm til at hidkalde mine kollegaer og så har jeg mine løbesko.

Dagligdagen overmander os som personale, med skal opgaver og dokumentation for dokumentationens skyld. Vi har simpelthen ikke fysisk kapacitet til, at observere 34 borgere i en vagt. Så videregiver vi ansvaret til næste hold, og sker det at en borger risikovurderes, udløser det en skærpet opmærksomhed på denne, som igen kræver vores tid og opmærksomhed.
Den tid går fra en anden borger.
En hverdag præget af konstante forstyrrelser, en uendelig mængde opgaver, sikkerhedstiltag og UTH’er er alle medvirkende til, at sløre vores overblik.
Risikoen for at fejle stiger proportionelt med mængden af nye tiltag, procedurer, skal opgaver med mere.
Aldrig har det været farligere, at være ansat i psykiatrien end nu for både borgerne og personale.

Men jeg snører løbeskoene og tager to trin af gangen, for her bor mennesker, der er afhængige af jeg og mine kollegaer tør komme på job. Dette på trods af vi kaster ansvaret tilbage til borgerne. Men sikkert aldrig nok.
Ved da godt at om jeg en dag løber ind i ballade, ender i skudzonen med udsigt til, at blive det sjette mord i psykiatrien.
Så er det min egen skyld, for advarselstegnene har blinket rødt alt for længe.
Min stemme er hæs af, at råbe politikkerne op, prikke til forvaltningen og nå ud til en befolkning der ikke aner hvad vi befinder os i.
Tiden er knap og der er ikke timer nok i døgnet, dage nok i ugen til, at nå at favne alt det, der forventes af mig som ansat.
En dag er det måske mine efterladte tre børn, der skal gennemleve den smerte det er, at miste en man elsker.
En borger skal forsøge, at rejse sig efter slaget der ramte, da han endte som forsidestof fordi han slog en ansat ihjel.

Sålænge vi er erstattelige som ansatte, og sålænge vi fortsætter med at tage på job, sålænge vi fortsætter med, at risikere livet uden at blinke.
Sålænge vil det være muligt at trykke en ny forsidehistorie”det sjette mord i psykiatrien er nu en realitet”.

Favn livet Lene