Mangel på tid er blevet vores skalkeskjul for, at give ansvaret tilbage til borgeren.

Mangel på tid er blevet vores skalkeskjul for, at give ansvaret tilbage til borgeren. Velvidende om at før i tiden hvor tiden var en anden, der ville vi have tilbudt mere støtte.

Det handler jo ikke om, at vores borgere i socialpsykiatrien er blevet mere velfungerende og i større omfang evner, at tage ansvaret på sig. Det er nærmere en nødvendighed grundet personalets manglende tid, der gør sig gældende i dag.

Vores faglighed går på, at overveje alle opgaver vi møder, med et fagkritisk blik og som udgangspunkt arbejder vi henimod at give ansvaret tilbage til borgeren.
I de travleste perioder kan det virke som en lovlig undskyldning når man frasiger sig ansvar i borgerens liv.
Når jeg som ansat skubber opgaver fra mig velvidende, at det ikke er fysisk muligt, at nå dem alle.
Men er det mere blevet en nødløsning i en fortravlet hverdag end en faglig vurdering, når jeg giver ansvaret tilbage til borgeren?

Efter mange års erfaring i psykiatrien oplever jeg en borgergruppe med så komplekse udfordringer, der beror på både fysiske og psykiske problemstillinger. En del borgere mangler samtidig en erkendelse af hvor ramte de er i livet. Så før der kan tages fat i udfordringerne skal, der tilbydes motivation og støtte.
Sammen med borgeren skal vi finde vejen videre frem.

Men jeg oplever en hverdag der er så fortravlet at vi dårlig har tid til, at gå med ned af denne vej sammen.
Skal opgaver, ildebrandsslukninger og de mere akutte ting besværliggør turen og i sidste ende forlænger de den også.

En stor del af min borgerkontakt handler om afvisning, give ansvaret videre eller at løse opgaven om jeg har tid.
Det bliver til en del afvisninger gennem en dag og mange opgaver er jeg grundet tiden nødt til, at give tilbage til afsenderen.
Det er en del af min hverdag og et vilkår jeg har vænnet mig til gennem årene.

Langt sværere er det at skulle sige nej til støtteopgaver hvor vi som personale godt ved at det mest optimale var om vi var med. Men tiden og opgavemængden er et fakta, der bevirker at vi må give ansvaret tilbage til borgeren.
Velvidende at det betyder en forringelse af den konkrete handling.

En borger ønsker støtte til at komme til egen læge, da det skaber større tryghed for hende og vi er bedre rustet til at stille de rette spørgsmål.
Men vi er nødt til at prioritere i opgaverne, da hun er den bedst fungerende af de, der skal støttes denne dag, ender hun med at gå alene.
Med argumentet i favnen, at det er da godt du kan selv.

Det kan som borger blive uattraktivt at have for mange ressourcer fordi det i den sidste ende vil være argumentet for at du ikke modtager den støtte der ellers ville være berettiget og nødvendig.
Simpelthen fordi vi som personale ikke kan favne alle de opgaver der rent faktisk er, og derfor konstant må sortere i disse udfra hvem kan bedst selv.

Så behandlingspsykiatriens fredags prikkerunde er nået ind til os i socialpsykiatrien, og det gælder hele ugen.

Favn livet Lene