De små skridt i retning af en bedre socialpsykiatri!
Jo de gode historier findes heldigvis også
i socialpsykiatrien.
Det er let at lade sig fylde op af frustrationer og utilfredshed når man er ansat indenfor socialforvaltningen, det skal ikke være nogen hemmelighed.
Har brølet højt og lavt omkring de uretmæssige forhold i mit arbejde og responsen på dette lyder ofte, at der skal gives plads til de gode historier for ikke at stigmatisere os selv som ansatte.
Det er sandt at vi skal lade de gode historier få lydhørhed også, og de findes jo ellers så havde jeg sku sikkert kastet håndklædet i ringen for længe siden.
20 år i socialpsykiatrien kræver nogle gode historier at læne sig op af, for at kunne vedblive med at finde troen, håbet og overskuddet til at ville noget sammen med nogen.
Men de gode historier skal betragtes i en mindre målestok, alle ændringer tager tid og kan umiddelbart være svære at få øje på.
Jeg er ansat indenfor voksen psykiatrien hvor størstedelen af borgerne har levet et langt liv indenfor den institutionelle verden.
Det kan virke voldsomt personlighedsnedbrydende på en del, at hele ens hverdag er bygget op omkring rammer og strukturer der er udstukket af forskelligt personale.
Der er en stor risiko for at diversiteten forsvinder og man passiviseres som menneske i forhold til at have egne meninger og holdninger.
Den gode historie i psykiatrien hos os ser jeg som et langsomt opbrud af de stringente retningslinjer der ellers har været tendens til i det pædagogiske arbejde.
At vi som ansatte forholder os til borgerne som de der rummer den vigtigste viden om sig selv og hvad retning der er den rette for dem.
Inddragelse af netværket gennem åben dialog er også er sund frigørelse af, at personalet ved bedst.
For vi er som ansatte nødt til at forholde os ydmyge overfor de mennesker vi møder, trods et dybt kendskab til diagnoser og sygdomsforløb så er det enkelte menneske så meget mere komplekst end dette.
Psykiatrien og det menneskelige perspektiv har rykket sig markant gennem tiden, og dette oplever jeg giver borgerne mulighed for ejerskab og inddragelse i eget liv.
Der er et spirende fokus på mindskning af tvang i behandlingspsykiatrien og på mange områder går vi i den rigtige retning.
På samfundsplan arbejdes der på at nedbryde tabuer og fordomme der oftest følger med det at møde mennesker med en psykisk skrøbelighed.
Forandringer tager tid, det er de små skridt der tages men vi bevæger os
imod noget meningsfyldt for psykiatrien og brugerne af denne.
Del gerne din mening