Den dag jeg blev mor, gjorde jeg mig afhængig af at leve.

Hvem der ikke var bange. Engang var jeg ikke bange i samme grad som nu.

Engang var jeg bange for mørket, og for at stå op om natten.

Engang var jeg bange for at dø, for at blive ladt alene.

I dag ved jeg at det er et vilkår i livet, at vi alle skal dø og vi reelt er alene når det kommer til stykket.

“De voksne kan også være bange, og synge lange og bange sange” er et udsnit fra en tekst fra min barndom.
I forlængelse af mit levede liv, er dette også en erkendelse jeg kan vedkende mig.

Jeg er bange, bange for en masse ting. De fantasifyldte ting i min barndoms frygt er ikke længere gældende, men de mere eksistentielle ting som livet og døden er stadig problematiske.

Heldigvis er det ikke en dominerende følelse der fylder i min hverdag, for så kunne jeg godt frygte at den ville gøre mig handlingslammet.
Men den kan komme snigende i samme tempo som mine barndoms fantasifostre når mørket indfinder sig. Ligger så i det stille kvælende mørke og lader mig overrumple af dystre tanker om død, krig og ødelæggelse.

Livet har lært mig at alt er forgængeligt, og selv det menneske du tog for givet som en konstant del af dit liv, kan forsvinde på et splitsekund.
Måske netop fordi du tog vedkommende for givet.

Alt jeg stifter kendskab med er til låns for en stund, det kan smuldre og gå i stykker i hænderne på mig. Uden varsel.
Som mor har jeg mærket løsrivelsens smerte i flere faser af mine børns liv og opvækst. Jeg har været vidende om at dette ville komme, at det var en naturlig del af deres udvikling, at det var et sundhedstegn.
Men det har ikke gjort smerten forbundet med dette mindre, og det gjorde ondt som intet andet.
En samhørighed der forsvandt, en afhængighed der omdannede sig til en selvstændighed.

At gå fra at være omdrejningspunktet i mine børns liv, den lokale tankstation med gratis opfyldning af brændstof, bilvask og vejledning.

Til at være outdated og gammeldags, nærmest irriterende bare i min tilstedeværelse.
Erstattet af venskaber og kæresterier, dagbøger og fester.
Det var ikke fordi det kom bag på mig, jeg har jo været der selv.
Men følelsen der opstår, af tomhed og tab. Den skal mærkes for virkelig,  at vide hvad det betyder at ens børn vokser op og bliver deres egne.
Lige så stort som det er at få moderskabet i hænderne, dit barn lagt op på maven efter 40 uger gemt væk som en spirende del af dig.

Lige så voldsomt føles det når de en dag flytter fra reden, tager ud i verden for at leve deres eget liv.

Men det er samme stolthed jeg betragter dem med, som første øjekast bragte med sig.

Det var sundt for mig at blive mor, for derigennem opstod muligheden for at elske nogen ubetinget. Jeg har aldrig elsket mig selv i samme grad som jeg elsker mine børn.
Men gennem dem oplever jeg at være et rummeligt, omsorgsfuldt og tolerant menneske.

Gennem mine børns udvikling og præstationer vokser jeg en smule fordi jeg har ført dem på vej.

Jeg vil aldrig kunne tage æren for de mennesker de er blevet, men fordi jeg er deres mor er jeg beriget med deres syn på livet.
Den snart tomme rede skal jeg efter mange år, finde ud af at fylde med andre elementer end  moderskabet.
Jeg føler taknemmelighed for min frugtbarhed, der har begavet mig med tre skønne børn.
Det er ikke noget jeg nogensinde har betvivlet at jeg kunne, men til sammenligning med andre kvinder har jeg erfaret at dette ikke er implicit.

Med alderen er min frygt for at dø eller blive ramt af sygdom steget, af helt i gennem egoistiske grunde.
Om jeg dør kan jeg ikke længere opleve livet gennem mine børn, få børnebørn eller medvirke i de store begivenheder i deres liv.

Den dag jeg blev mor, gjorde jeg mig afhængig af at leve.

Når man får et barn, der ikke er som alle andre.

Lille barn af min verden

Favn livet Lene