Når man får et barn, der ikke er som alle andre.

Ser en kvinde på gaden i dag, så ung ser hun ud.
Skrøbelig i blikket, der distanceret flakker i mængden.
Hun undviger mit blik.
Hun bærer på den smukkeste mave, kuglerund
og denne gør hende fantastisk kvindelig.
Men da jeg ser hende tænker jeg,
at hun må være ufattelig ung til selv;
at skulle være mor snart.

Der er noget der vokser i maven min, så den i et stødt og roligt tempo bliver større og større.
Lader mig indfinde i min kommende rolle som mor til det derinde på den anden side.
Ventetiden er lang og fordrives med, at lære om alt det nye der venter os sammen når den er færdig med, at vokse og gro.
Jeg er ny i dette og har aldrig prøvet det før men det er med en angstfyldt glæde, at jeg træder ind i denne nye verden som mor.

Ved kun ganske lidt om det lille væsen, til at starte med var det ikke andet end en lille lyserød streg på en hvid pind. Første tegn på at der var noget i vente og om 40 lange uger, er det noget klar til at møde verden.
Med tiden bliver den en boble der blidt aer mit indre, som en fisk der slår med halen.
Kvalmen der får overtaget hverdagen efterfølges af en uendelig træthed, og pludselig en dag forsvinder den som dug for solen. Maven er ved at sprække og gør opmærksom på at pladsen er blevet trang, gennem spark der ind i mellem lander på mine stakkels ribben.

Et barn bringes til os i dag, født ind i en verden af forældre der vil ham alt godt.
Et andet sted i verden knæler en mor over liget af sin førstefødte søn.
Tårerne falder på hans ansigt, og hendes hjerte er gået i stykker på et splitsekund.
Et barn er født i Betlehem under en ledende stjerne,
og i dag kom du ud til mig stor og stærk,
men samtidig så utrolig skrøbelig og afhængig.

Han kommer til verden stor og stærk efter 10 timer på Gentofte sygehus med farmand i snor for, at sikre han ikke stikker af fra lugten af fødsel og skrigende kvinder.
Jeg kæmper med at få født, da meldingen fra jordemoderen er, at barnet er stresset og skal ud nu.
En halv time med presse veer og ud kom han, med navlestrengen rundt om halsen og det er tydeligt han er stresset, da han kommer op og ligge på min mave, skider han godt og grundigt ud over denne.
Tjæreagtig og ikke til, at få vasket af min buddingmave, ligger vi der sammen og jeg er helt overvældet.

Ser en mand med sit barn i armene for allerførste gang,
så stolt at han næsten ikke kan holde det inde.
En far der gennem hans egen barndom fik tørre tæsk som kærlighed,
og sammen med sin bror kæmpede for, at overleve ensomheden på børnehjemmet.
I dag blev han far for første gang, han ser sin søn.
Stolthed bærer ham frem.

Adrenalinen pumper rundt i min krop og jeg kan ikke mærke, at det er et døgn siden søvnen har fået rum til at være der.
Han er et stort barn på 4300 gram, og jeg er en træt nybagt mor på kun 19 år.

Det første døgn sover han meget og det er sygeplejerskerne, der holder øje med ham de første timer.
Da de vækker mig for, at han kan blive lagt til mit bryst, er han varm som en lille glødelampe og kan på ingen måde holde sig vågen.
Jeg udtrykker min bekymring til personalet og det påvises at han er febril og skal overføres til Glostrup sygehus med det samme.

Der kommer en ambulance og kører mit barn væk i en kuvøse, og der er ikke plads til at jeg som mor kan følge med i denne.
Planen er at jeg skal følge efter senere og indlægges på barselsafsnittet sammen med de andre nybagte mødre.
Flere etager væk ligger min nyfødte søn i en kuvøse alene, med lyserød strikhue på og små strømper sammen med alle de for tidlig fødte børn.
Som den eneste baby med en vægt på over 2000 gram, starter han sit liv alene uden mulighed for, at mærke mit hjerteslag og lytte til min stemme.

Mærker hendes ensomhed helt her over.
Føler hun sig mon forladt.
Hun ligger i fosterstilling med armene om sin mave.
Vender verden ryggen gennem de lukkede øjne.
Indeni skriger en stemme, at hun ikke er god nok.
En baby ligger i sin moders arme og suger hendes næring.
De er blevet til en.

Jeg venter tålmodigt på at han bliver klar til livet uden for kuvøsen, for han har fået vand i lungerne af at blive presset ud af al min kræft for, at undgå der skulle ske ham noget inde i maven.
I mens ligger jeg sammen med de nybagte mødre på barselsafsnittet, der pludrer med deres små poder og øver sig i at amme og skifte ble.

Min mave er tom inde under alt den løse hud der har været spændt ud for at kunne favne en baby dreng.
Mit hjerte er i savn over at være adskilt så hurtigt efter vores første møde.
Tre dage efter er han stabiliseret og må komme ud af kuvøsen og jeg kan gå i krig med at lære alle de nye teknikker som en nybagt mor skal.

Amning er svær når den startes op efter 4 dage og det har været klaret med sondemad, der sørger for en konstant mæthedsfornemmelse.
Mine bryster bliver hurtigt store og fyldte med mælk, men alt start er svær og jeg formår ikke, at lægge ham rigtig til.
Det resulterer i at jeg får sår på brystvorterne og hver amning føles det som der bliver trukket ståltråd hen over dem.

Jeg græder de første 4 måneder gennem de 8-10 amninger der skal gennemleves dagligt, for mit lod er at jeg har trukket super mor kortet.
19 år og førstegangsmor, ingen uddannelse, ingen erfaring i de store ting i livet. Oddsene vil, at jeg skal tabe og statistikken tegner til, at det ikke vil gå godt og derfor er det vigtigere end noget andet, at jeg trodser dette og viser verden at jeg kan.

Der er ekstra fokus fra sundhedsplejersken i forhold til os som familie for, at sikre at det forløber som det skal.
Allerede efter 6 måneder får jeg nok af at lege far, mor og barn. Jeg gør status og flytter væk fra faderen til vores søn, hjem til en veninde da det er eneste mulighed jeg ser på daværende tidspunkt.

Det er et dårligt træk og jeg føler mig nødsaget gennem pres i forhold til at kunne miste forældremyndigheden, til at flytte hjem til mine forældre.
Det at flytte hjem når man har været ude er hårdt, at skulle indordne sig under rammer hvor man også har været barnet. For ens forældre at skulle omstille sig til at være voksne under samme tag som deres barn, der nu er ligestillet voksen.

Hun pakker sine mest nødvendige ejendele sammen fra sit barndomshjem.
Tager kun hvad hun kan bære i hænderne og skynder sig væk.
Lukker døren uden at se sig tilbage.
Tænker hun aldrig skal tilbage til det der var.
17 år gammel er hun.
På vej.
Væk.

Det er ved at drive os alle til vanvid og situationen er uholdbar, men til mit store held tilbydes jeg en lejlighed på Nørrebro.
Her flytter jeg ind sammen med min søn, der nu er 1 år gammel.
Det er en ny start for os begge, på stenbroen med dens mangfoldighed og jeg er klar til at tage udfordringen op som mor på fuldtid.

Jeg har fået det nemmeste barn i verden, et kærlighedsbarn hvis forældre forsøger at finde et fælles ståsted omkring det at være far og mor på skift.
Hverdagen fyldes ud med struktur, uddannelse, arbejde og logistik i forhold til også at være mor næsten alene.

Babyen erstattes af en tumling der vokser sig stor nok til at bære skoletasken på ryggen.
Det der skole er svært, at finde sit ståsted for min ellers rolige dreng, og kun 14 dage efter skolestart indkaldes hans far og jeg til en samtale med klasselærerinden.

Det er vores første møde med lærerinden, men det sidder stadig printet ind på min nethinde som var det i går.
Kort inde i samtalen giver hun udtryk for at der er massive udfordringer med vores barn i skolen.
Hun understreger at om der ikke handles nu, så vil der være stor sandsynlighed for at vores barn vil ende på et lukket psykiatrisk afsnit når han bliver voksen.

Min verden går i stå et øjeblik alt i mens jeg forsøger at fordøje det hun lige har meldt ud.
Tanken om at min 6 årige søn skal indlægges i psykiatrisk regi som voksen, om jeg ikke vælger at samarbejde med denne kvinde der sidder der på den anden side af bordet, en kvinde som har kendt min søn i 14 dage. Det virker som en hård og urealistisk dom, der rammer mit moderinstinkt som en kolossal mavepuster.

Ringer på klokken der hænger på væggen og afventer personalet skal komme og åbne.
Kan gennem en lille rude se mennesker på den anden side.
De går rundt nærmest som i trance.
Rodet og usammenhængende.
Hun lukkes ind på afdelingen, stue 25 på RH.
Banker på døren, forsigtigt.
På den anden side ligger hendes søn,
i en hospitalsseng.
Alene.
Paranoid Skizofren.

Vi vælger på trods af tydelig manglende empati og dømmekraft i situationen, at samarbejde omkring skolens ønske.
Vores søn tilknyttes PPR og vi afventer at skolepsykologen får tid til at tale med vores søn.
Tiden går og hverdagen i skolen er ikke holdbar, så betingelsen fra skolen er at vi som forældre skal være med i undervisningen.
Der er for meget larm og uro i klassen, vores søn er ikke til at rumme når der kun er en lærer.

Jeg har valgt at støtte op omkring det område jeg har bosat mig i på Nørrebro, ved at vælge en lokal kommune skole hvor mængden af etniske børn er stor.
Det er vigtigt for mig at integrere mangfoldighed og rummelighed hos mit barn overfor andre kulturer og det giver denne skole mulighed for.
I den børnehave klasse min søn starter i sommeren 1998, er han den eneste dreng med ikke etnisk baggrund i klassen. Ved ikke om dette har nogen betydning i forhold til den drejning vores liv tager, da han starter i skole og 14 dage efter må give fallit.

Efter en måned eller halvanden kommer skolepsykologen på banen, han observerer vores søn i klassesammenhæng og har få samtaler med ham.
Konklusionen bliver social umodenhed og tilbage i børnehaven kommer han. Det bliver en ny børnehave og den når han at gå i et halvt år førend første klasse venter.

For at sikre en bedre start end sidst retter jeg kontakt til den nye skole for at forberede dem på de udfordringer vi havde, på den første skole.
De bliver klædt på til at tage imod en dreng, der allerede viser tegn på at han har det svært med de mange skift i hans institutionsliv.
Der er øget fokus på ham samt en aftale om at samarbejde omkring at tage affære hurtigt om der opstår noget.

Hendes søn der ikke ønsker at være i livet.
Han ser på sin mor og græder.
Vil ikke tale med flere psykologer,
så vil jeg hellere dø mor.
Hun ser i hans blik,
at han er træt som hun.
Hver ny dag er en kamp,
der skal kæmpes.
Han er kun 8 år.
Så mange år tilbage.
Om han vil.

Det varer ikke længe førend den nye skole mærker de udfordringer, vi oplevede på den første skole.
En dreng med uro og svært ved at navigere i skolemiljøet.
Fritidshjemmet er enige der er udfordringer der skal tages hånd om.
Endnu engang rettes der henvendelse til PPR og 3 år senere får vi en diagnose.

Vores søn har aspergers syndrom…..

En sten af gigantisk størrelse falder fra mit hjerte, det er ikke mig som mor der har fejlet.
Skyld på størrelse med Øresund flyder ud af mit system, men samtidig rammes jeg af en ubeskrivelig angst for hvad nu.
Hvordan klarer vi livet fremadrettet med et barn der skulle være sundt og rask.

Jeg talte jo selv alle hans tæer og fingre og de var der alle…..

Favn livet Lene