Hver dag er en kamp for, at spiseforstyrrelsen ikke skal få fat i den lange ende af mit liv.

Kvinden anno 2017 burde erstatte bogen “kvinde kend din krop”, med en nyere og langt mere relevant udgave “kvinde elsk din krop”.
Jeg flakker forstyrret rundt på mit lokale bibliotek for, at låne en bog om emnet.
For hvordan lærer jeg som kvinde, at elske min egen krop.
Den krop som jeg tilbringer alle døgnets timer i, vågne som sovende.
Det ligner måske udefra set en ganske almindelig krop, nogen vil måske endda strække sig til, at sige den ligner noget jeg ikke er kommet sovende til.
Der er en stor grad af sandhed i dette, for min evige kæphest er min krop.

Jeg elsker at hade min krop, og har mine daglige opgør med den om hvorvidt den er attraktiv, brugbar og anvendelig.
Det sidste er klart det nemmeste at blive enige om, selvom jeg med alderen må erkende at den knirker og knager lidt i ledene.
Den har været med mig hele vejen og er aldrig stået helt af på trods af hvad jeg har budt den gennem årene.
Spiseforstyrrelse der har udløst ture med daglig anvendelse af afføringsmidler, sultekure, selvhad og overdreven motion er blot noget af det den har skulle stå igennem med mig.

Det at hade sin krop og have et evigt fokus på hvordan den fremstår kan nok virke overdrevent narcissistisk.
Har jeg virkelig ikke andet at gå op i end det.
Der sker så meget rundt omkring i verden der kan og skal gøres noget ved. Sandt og det burde jeg jo også, fokusere ud i verden i stedet for at gå herhjemme og pille mig i navlen.
Er bekymret for hvordan mit selvbillede kan have negativ indflydelse på mine to døtre, tænk om de også fanges af et negativt selvbillede, der kan medvirke til de udvikler en spiseforstyrrelse.
Jeg tør ikke tænke tanken til ende.

Retter i stedet blikket ud i verden, i samfundet for måske her, at finde en holdbar forklaring på, hvorfor jeg aldrig har lært, at elske min krop som den er.
Det er opslidende og sygdomsfremkaldende altid, at skulle betragte sig selv i et negativt lys.
Når hele verden har en mening om hvordan kvindekroppen skal være, for at vi kvinder med rette kan være tilfredse.
Som Carl Mar gør op med penisforskrækkelsen burde vi kvinder så tage på kurser hvor vi lærer, at elske vores kroppe ubetinget?

Hver dag er en kamp for, at spiseforstyrrelsen ikke skal få fat i den lange ende af mit liv.

Favn livet Lene